Mangel på arbejdskraft inden for få år

Af Rasmus Jørgensen, Agenda Metrobyggeri, udvidelse af motorvejene, fast forbindelse over Femern Bælt og andre store bygge- og anlægsprojekte...

Ikke angivet Ikke angivet,

31/03/2011

Af Rasmus Jørgensen, Agenda

Metrobyggeri, udvidelse af motorvejene, fast forbindelse over Femern Bælt og andre store bygge- og anlægsprojekter bliver i de næste ti år udført på Sjælland og Øerne. De store projekter vil give et stort antal arbejdspladser, og selv om det lige nu virker kærkomment med dette boom af arbejdspladser på grund af krisens indtog på byggebranchen, er det ikke uden udfordringer at udføre disse projekter.

En endnu ikke offentliggjort COWI-rapport viser, at der kommer mangel på arbejdskraft inden for flere faggrupper, og den bliver yderligere forstærket med de store bygge- og anlægsprojekter.

Samtidig betyder den demografiske udvikling, at der sandsynligvis vil være flere, der forlader arbejdsmarkedet end der kommer ind på arbejdsmarkedet de næste ti år. Allerede i 2012 vil der eksempelvis mangle knap 1700 ingeniører i Østdanmark, viser rapporten, der er lavet til Beskæftigelsesregion Hovedstaden og Sjælland. Formålet er at beskrive de beskæftigelsesmæssige konsekvenser af de store bygge- og anlægsprojekter, herunder job- og rekrutteringsmuligheder for højtuddannede og faglærte i Østdanmark.

Flemming Ibsen, der er arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet, mener, at meget af arbejdet skal løses ved hjælp af arbejdskraft fra andre områder.

”Der er en høj mobilitet i byggebranchen, og derfor tror jeg, at meget af arbejdet bliver løst af jyder og fynboer, men også fra Polen og Nordtyskland, hvor der er en kæmpe arbejdskraftreserve,” siger han og tilføjer:

”Det bliver ikke det store problem at skaffe faglærte og ufaglærte til arbejdet. Det er de højtuddannede som ingeniører og byggeteknikerne, der er den kritiske faktor i det her, for der er der en langt mindre arbejdsreserve.”

Svært at rekruttere arbejdskraft

Rapporten viser, at der især blandt ingeniører, elektrikere og bygge- og anlægsteknikere bliver en mangel på arbejdskraft eller en betydelig risiko for det.

”Der kommer en betydelig øget efterspørgsel efter kvalificeret arbejdskraft, og især blandt elektrikere og ingeniører bliver det svært at rekruttere dansk arbejdskraft,” siger Jan Hendeliowitz, der er direktør i Beskæftigelsesregion Hovedstaden og Sjælland.

Ifølge rapporten vil der også blandt murere, VVS’ere og bygningsmalere være risiko for mangel på arbejdskraft.

Ifølge beregningerne fra COWI vil der allerede fra i år mangle ingeniører. Og manglen på ingeniører vil løbende stige de næste ti år frem. Eksempelvis vil der mangle 2500 ingeniører i Østdanmark i 2015.

Hos Dansk Ingeniørforening, IDA, er de bevidste om, at der snart mangler danske ingeniører. Og konsekvensen er klar:

”Når vi ikke selv lægger arbejdskraft til projekterne, vil det give et velfærdstab. Det er penge lige ud ad vinduet,” siger Morten Thiessen, der er formand for Ingeniørforeningens Arbejdsmarkedsudvalg.

I alt vil bygge- og anlægsprojekterne tilføre i gennemsnit 6.400 job pr. år over ti år i Østdanmark.

Denne artikel er leveret i samarbejde med Agenda, nyhedsbrev for Dansk Arbejdsgiverforening.

Kilde: