Nye, ikke offentliggjorte, tal fra Integrationsministeriets
Udlændingedatabase i Danmarks Statistik viser, at 35 procent af unge
indvandrerpiger er i gang med en videregående uddannelse, samme andel som
blandt danske piger, skriver kristeligt-dagblad.dk. For bare syv år siden var
tallet for indvandrerpigerne blot 23 procent mod 29 procent for de jævnaldrende
etnisk danske piger.
"Alle peger jo på, at uddannelse er vejen frem i forhold til integration.
Så det er virkelig en god nyhed," siger seniorforsker ved Center for
Ungdomsforskning Flemming Mikkelsen, der er specialist i migrations- og
integratiosnsområdet, til kristeligt-dagblad.dk.
De positive nyheder gælder dog ikke de mandlige efterkommere, der halter lidt
efter deres danske jævnaldrende og langt efter deres søstre og kusiner. 20
procent af de mandlige indvandrere mellem 20 og 24 år er i gang med en
videregående uddannelse mod 22 procent af unge danske mænd.
"Hvis man generaliserer, kan man sige, at der er nogle forskelle i,
hvordan drenge og piger bliver opdraget, som giver piger en fordel i
uddannelsessystemet. De opfører sig alt andet lige mere disciplineret, hvor
drenge har mere tendens til at danne modkultur og dermed dømme sig selv
ude," siger Jens Peter Thomsen, uddannelsesforsker ved Roskilde
Universitet, til kristeligt-dagblad.dk.
[email protected]