Hvad er det bedste jeg kan gøre for mit land?
Jeg har et almindeligt job, en længere uddannelse og er helt almindelig gennemsnitlig topskatteyder. "En af de rige, usolidariske banditter" i venstrefløjens øjne, da jeg har tilladt mig at prioritere min tid på den måde jeg nu engang har. Jeg har et fint helbred, laver ikke sort arbejde, sparer op til pension, går sjældent på biblioteket og forbruger i det hele taget ikke ret mange velfærdsgoder. Jeg er vel - i ordets oprindelige betydning - temmelig "solidarisk", da jeg indbetaler langt mere til Den Fælles Kasse end jeg trækker ud.
Underligt nok føler jeg mig ramt hver gang vi i den offentlige debat hører slogans og opråb som "nu skal de rige også til at betale deres del af regningen", "de bredeste skuldre må bære", etc. Især Harald Børsting, ham levemanden med millionlønnen som arbejder målrettet på at få fjernet de sidste slagterijobs fra Danmark, har mange virkelig gode one-liners i skuffen. Jeg synes ikke jeg bestiller andet end at skovle midler i Kassen, så der er penge til alle de andre, der er sågar råd til betalt frokost til de offentligt ansatte (hvilket iøvrigt svarer til 45.000 fuldtidsstillinger (Cepos)). Det gør jeg gerne, og jeg forventer ingen tak. Jeg vil bare ikke føle mig lagt for had fordi jeg gør det.
Det pudsige er især fattigdomsbegrebet. De venstredrejede partier overbyder tit hinanden i at finde de største ofre for ditten og datten og derved vise, at der er behov for flere midler til et eller andet velfærdskontor. Næsten altid er ofrene "de fattige". Og fattige bestemmes i denne sammenhæng udfra et relativt fattigdomsbegreb, hvor "fattige" er de individer, der ligger under en tærskel defineret ud fra middelværdien for indkomst. Og nu bliver jeg altså forvirret. Almindelig købmandsregning må give, at jo flere der sætter penge ind på kontoen, jo flere midler har vi at dele ud af til dem der behøver det. Men uanset hvordan jeg laver socialistregnestykket, kommer jeg frem til at hvis jeg forlod landet, ville en håndfuld "fattige" få det bedre. Da min indkomst ligger over middelværdien, vil fattigdomstærsklen i absolutte kroner bliver lavere, når jeg og min indkomst udgår af beregningen. Dermed vil de få "fattige" der lå og boblede lige akkurat under grænsen rykke op over den og således træde ud af fattigdommen. Hvordan kan jeg forsvare at blive boende i Danmark, når jeg på den måde tvinger et antal mennesker til at leve i fattigdom og elendighed?
Med andre ord, kan det siges tydeligere at det bedste for Den Socialdemokratiske Drømmestat er at vi topskatteydere pakker sydfrugterne? Jeg har svært ved at tro dét er målet, men man bliver jo tit overrasket, når man tager et socialistregnestykke i den ene hånd, en almindelig regnemaskine i den anden og regner efter.
Endnu værre bliver det når enkelte debattører sammenligner absolutte rådighedsbeløb på tværs af landegrænser - uden hensynstagen til at i Danmark skal rådighedsbeløbet ikke bruges til at betale hverken uddannelse eller sundhed. Men det var blot en sidebemærkning.
