LEDER: Kendisser! Dem er der mange af i Liberal Alliance, mener TV 2's politiske redaktør, Henrik Qvortrup - og det er der grund til at problematisere, tilføjede han søndag aften i Deadline på DR2. Hvilken grund, fik seerne dog ikke noget at vide om.
Af TV 2-Nyhedernes indslag lørdag aften kunne man forstå, at det særligt er plejehjemsleder Thyra Frank og tidligere kuglestøder Joachim B. Olsen, der er de problematiske kendisser i Danmarks nye liberale parti. Det ene kritiske partimedlem ud af 1.000 på landsmødet, som det var lykkedes TV 2 at opstøve, en Hans Kragh-Hansen, forkyndte: "Der er jo ingen af dem, der er politiske håndværkere."
Til det er der kun at sige, at hvis man vil have "politiske håndværkere", så er samtlige andre partier overordentligt leveringsdygtige! De har folketingsgrupper med medlemmer, som har siddet på deres taburet i både 10, 20 og 30 år. Hvis man synes, at de har gjort det håndværksmæssigt godt, så kan man jo stemme på dem - igen.
Mener man omvendt, at de har gjort det knap så godt - og de omfattende skader på landets økonomiske fundament kombineret med håndværkernes uvilje mod at gøre noget ved det, kunne måske for enkelte være grund nok til utilfredshed for enkelte - så kan man vel også uden at skamme sig se sig om efter noget bedre. Måske endda folk, der ikke lod sig uddanne til politikere på Institut for Statskundskab, blev valgt ind allerede inden, de havde skrevet deres speciale færdigt, og aldrig har haft en reel karriere uden for Christiansborgs beskyttede værksted ...
Hvem bilder sig ind, at de mest egnede til at administrere magt, er dem, der aldrig har lavet andet end at stræbe efter netop magten? Tillad os at opstille en helt modsatrettet hypotese: Mon ikke det lige præcis er de mest magtliderlige, som er de allerfarligste og mest samfundsskadelige at have siddende på magtfulde poster?