Så er det blevet tid til den store eksamen. Nu skal vi sætte vores kryds. Det er to år siden jeg læste Liberal Alliances program og tænkte – det er lige mig! Da tilslutningen var på 0% i februar 2010, meldte jeg mig ind. Og sidste sommer fik jeg den ære at blive godkendt som folketingskandidat og dermed repræsentere partiet.
To ord om mig selv. Jeg arbejder som direktør i et rejsebureau, Akademisk Rejsebureau, som jeg også er medejer af. Vi er en lille virksomhed, og jeg tilhører derfor den sjældne race af små, selvstændige erhvervsdrivende i dansk politik. Jeg er 40 år. Jeg lever i registreret partnerskab med en japaner og har to sønner med nogle lesbiske veninder. Det er måske nok noget af det mere flippede ved mig. Ellers er jeg sådan set en ganske pæn og borgerlig mand. Og nu har jeg altså bestemt mig for at stille mig til rådighed som kandidat. Jeg har altid deltaget i den offentlige debat ved at skrive kronikker, debatindlæg og læserbreve. Det er nok der, jeg er bedst. De korte mundtlige præsentationer som den, man skal levere i en valgkamp, er nok et område, hvor jeg har en del at lære. Men det har været spændende. Radio, debatter om så forskellige emner som mænds vilkår, Israel, sundhedspolitik, EU, kulturpolitik, fixerum, unge. Oven i Mindre skat, mere vækst, en effektiv offentlig sektor og mere frihed.
Jeg ønsker at arbejde for et samfund, hvor alle kan udfolde deres talenter og leve deres liv, som de selv formår at indrette det, hvor alle får en fair chance, og hvor ingen nyder helt urimelige privilegier.
Vi skal af med de meget stive systemer, vi har i dag, hvor der også implicit opfordres til, at man skal passe sit liv ind i en eller anden kasse. Vi skal sættes fri.
Det gælder for det første arbejdslivet:
Snarere end at have en bestemt tilbagetrækningsalder - i dag tilskyndet af efterlønnen - burde der være mere fleksibilitet hen over hele livsforløbet. Først kører vi langsomt gennem uddannelsessystemet, så drøner vi ud ad motorvejen på midten af vor bane gennem livet, og så drejer vi tidligt af og holder helt stille. Det skal vi have lavet om på. Vi skal sættes fri til at indrette vores liv mere fleksibelt.
Det gælder også for dem, der er arbejdsløse.
Vi brugte i 2010 8,8 mia. kroner på Finansloven på aktivering. Pengene går til kontrol og ofte meningsløse kurser for ledige, CV-skrivning, find-dig-selv-kurser osv. 8,8 mia. er mange penge. Det er over halvdelen af de 15 mia., der skal bruges til at betale regningen for krisen. Sparede man de 8,8 mia. væk, kunne der selvfølgelig lettes tilsvarende på skatter og afgifter. Der kommer omkring 40 milliarder ind på selskabsskatten, så 8,8 milliarder svarer nogenlunde til en femtedel. Der kunne altså sløjfes en del her. Eller personbeskatningen kunne reduceres, her rykker 8,8 mia. dog mindre. En del af topskatten ville man dog kunne komme af med. Og det ville øge virksomhedernes mulighed for at ansætte de ledige med dobbelt gevinst for samfundet.
Det gælder også fritiden:
Her møder vi på den en side en lang række forbud og på den anden side en overdreven forbrugerbeskyttelse, hvor man lulles ind i forestillingen om, at man skal sikres mod alt her i livet, og at man aldrig selv bare må leve med følgerne af sine egne valg eller af begivenheder, der er uden for menneskelig kontrol. Helt absurd fandt jeg forløbet omkring askeskyen i foråret 2010, hvor flyselskaberne skulle dække folks ophold, mens de ventede på første fly hjem. Forsikringsselskaber og rejsebureauer tog den anden del af regningen, og alle bad så efterfølgende om statsstøtte. Det dur bare ikke. Hvad skal man så stille op den dag, der opstår en virkelig krise? Så er man dårligt rustet til at handle selv. Det er det samme, der problemet med hele forbudsmøllen. Den hindrer folk i at tænke selv.
Mange (dog ikke på 180 grader :)) har den opfattelse, at vi står for en politik a la Mogens Glistrup og altså vil have en skatteprocent på 0, en telefonsvarer i der siger ”vi overgiver os på russisk” i stedet for forsvaret og lignende skøre påfund. Eller at vi vil omdanne Danmark til et samfund i stil med USA eller Storbritannien med alt, hvad det indebærer af billeder af social massegrav, hvad enten de så er berettigede eller ej. Det er i hvert fald hvad jeg har hørt i gode venners lag – ”jamen Thomas, hvordan kan du dog gå over til Liberal Alliance, det er jo de onde, ligesom Glistrup eller republikanerne i USA, dem der vil skrabe mere ind til sig selv og betale mindre til de dårligst stillede”. Men jeg er ikke interesseret i at diskutere, hvad Glistrup egentlig stod for – eller om der er godt eller skidt i USA. Jeg ønsker at at tale om fremtiden, fremtidens Danmark kunne man sige.
Lad mig ridse vores fire mærkesager op, mere vækst, mindre skat, mere frihed og mere effektivitet. Jeg siger det lige igen: Mere vækst, mindre skat. Mere frihed og mere effektivitet. Ja, altså det kunne godt umiddelbart lyde, som om der skal løbes hurtigere alle vegne for færre penge. Du skal arbejde mere og være effektiv – og får så til gengæld lidt flere penge mellem hænderne og lov til at bestemme lidt mere over, hvad de skal gå til. Ja, sådan kunne det godt lyde. Men det er slet ikke det det handler om, tværtimod. Socialdemokraterne og SF har lanceret en plan, hvor alle skulle arbejde 1 time mere om ugen for, at vi kunne komme ud af krisen. Den plan tror vi ikke på. Vi bryder os heller ikke om det element af tvang, der ville være over det i sidste ende, hvis alle skal arbejde en time mere. Vi tror faktisk mere på guleroden end på pisken.
Det er det, der er hensigten med vores ønske om skattelettelser. En fjernelse af topskatten og en maksimal skat på 40% vil tilskynde folk til at arbejde lidt mere, ikke tvinge dem til det ved en kollektiv beslutning. På den måde kommer skatteindtægterne ind igen – samtidig med, at den enkelte får lov at råde over mindst 60% af sine egne penge, det er da ikke så galt. Prøv at tænke tanken til ende: er der noget yderligtgående eller ekstremt ved, at man maksimalt skal betale 40% af sin indtægt i skat? Er det udtryk for egoisme og et ønske om at ville skrabe til sig på fællesskabets bekostning? Det er det trods alt nok lidt svært at hævde. Det er et udtryk for rimelighed og sund fornuft. Og vi skal passe på, at skattelæsset ikke tipper. Det er ikke bare populisme. Det var til syvende og sidst mange helt almindelige mennesker, der i protest stemte på Mogens Glistrup i 1973. Men jeg kan da også nævne et eksempel fra vores naboland, Sverige, som i midten af halvfjerdserne fik sin første borgerlige regering siden krigen, fordi ”Astrid”, forfatteren Astrid Lindgren gik på tv og sagde, at selv om hun alle dage havde været socialdemokrat ligesom alle andre gode svenskerne, så var det gået for vidt, nu hvor nu skulle betale over 80% i skat af visse sine indtægter. Det fik folk til at svigte socialdemokraterne. Det er blot for at illustrere, at almindelige mennesker har en grænse for, hvad de finder rimeligt. Og den skal vi passe på ikke at overskride.
Man får heller ikke mere frihed til at indrette sig forskelligt afhængig livssitaution af en plan, hvorefter alle skal arbejde en time mere. Tværtimod. Hvorfor skal alle ofre sig – altså alle dem der arbejder – hvis det man i virkeligheden har mere brug for her og nu er mere tid? Det kunne være de travle småbørnsforældre, der skal nå at hente og bringe børn til vuggestue og børnehave og købe ind og efter arbejdstid. Eller det kunne være den kreative sjæl, der gerne vil skrive en bog eller spille noget mere musik, som så pludselig absolut skal sidde en time mere ved skrivebordet hver dag. Vi er ikke tilhængere af, at alle skal leve på samme måde. Og så vil vi gerne have nogle flere med ind på arbejdsmarkedet. Det giver jo livskvalitet at have et godt job. Derfor må vi forlænge den periode af, hvor vi er aktive og yder på arbejdsmarkedet. Vi må komme i gang i en lidt yngre alder og trække os tilbage senere. Så vil den enkelte også have bedre mulighed for at skrue lidt op og ned for indsatsen efter eget ønske - i stedet for at de lange arbejdsdage klumper sig sammen midt i livet, hvor man måske også gerne vil have tid til andre ting. Vi er kommet et skridt i den rigtige retning ved at hæve pensionsalderen til 67 år, jeg så gerne, den blev sat yderligere op – nu venter andre store opgaver som en udfasning af efterlønnen. Formålet er dybest set, at vi ikke skal passe ind i forskellige kasser afhængig af, hvilken aldersgruppe, vi tilhører. Vi skal kunne vælge mere frit. Det er den frihed, Liberal Alliance står for. Væksten og effektiviteten er midlet, målet er friheden.
