Henriette Kjær, politisk ordfører for Lene Espersens tropper i Folketinget, er i JP tydeligvis irriteret over, at pressen ikke lader udenrigsministeren få arbejdsro, så hun kan skaffe nogle politiske resultater. Efter hendes mening er det pressens fokus på rejserne, der er skyld i tillidstabet hos vælgerne.
”Det er gået fuldstændigt i selvsving i form af et større mediehysteri. Men det falder vel til ro på et tidspunkt, så der bliver plads til at vise udenrigspolitiske resultater,” siger Henriette Kjær til JP.
Jeg er enig med hende i, at tillidstabet er stort, og hvis det ikke havde været for pressens fokus på sagen, så var skaden ikke sket. På den anden side, så bør man vel være taknemmelig for en presse, der sætter spot på sager, som i befolkningen vækker så stor bestyrtelse, at fire ud af fem mister tilliden til landets udenrigsminister.
Jeg er dog også enig med Henriette Kjær i, at man som vælger bør rette øjet mod det politiske indhold frem for feriefornøjelserne. For mig er det lige fedt, om resultaterne skabes via en mobiltelefon fra en liggestol i Norditalien eller i et nøgternt og klimareguleret mødeværelse i Bruxelles. Bare resultaterne kommer.
Lene Espersen har som vicestatsminister nydt det privilegium at kunne sætte sine egne resultatmål for sit virke som udenrigsminister. Det har hun nedfældet i regeringens arbejdsprogram ”Danmark 2020.” Hvis man sammenligner regeringsgrundlaget fra november 2007, da Anders Fogh var statsminister, Bendt Bendtsen vicestatsminister og Lene Espersen blot en håbefuld nummer to i det konservative hierarki, så er der på flere punkter skruet ned for de udenrigspolitiske ambitioner.
Det burde gøre opgaven lettere for Lene Espersen, og vejen til hendes succes kortere.
Et eksempel på klimaområdet: I Regeringsgrundlaget fra 2007 står der: ”Nu gælder det om at udvikle en fælles EU-energipolitik med en væsentlig udbygning af den vedvarende energi, og vi skal have skabt et effektivt, europæisk energimarked.” I Regeringens arbejdsprogram 2020 står der: ”Regeringen vil fortsætte den aktive indsats på klimaområdet”
Mere står der ikke! Ambitionerne for EU’s energipolitik er blevet væk. Set i det lys, er der jo intet at tabe ved at blive væk fra møderne, for man har alligevel ikke noget, man skal opnå.
Men så er der Danmarks placering i EU-samarbejdet. Lars Løkke og Lene Espersen har frækt kopieret Anders Foghs formulering fra 2007: ”Danmark skal være placeret i hjertet af Europa.” Det lyder af en europapolitisk ambition om at få afskaffet forbeholdene, og regeringsprogrammet 2010 giver da også løfter i den retning: ”De danske EU-undtagelser hæmmer fortsat varetagelsen af danske interesser.” og ” Regeringen har derfor fortsat planer om at sætte undtagelserne til folkeafstemning.” Så det første af de selvpålagte succeskriterier, som Henriette Kjær mener, at Lene Espersen skal måles på, må være:
1. En vundet folkeafstemning, som placerer ’Danmark i hjertet af Europa’
De øvrige ambitioner i EU fra 2007-programmet er på linje med klimapolitikken droppet af Lene Espersen. Eksempelvis lovede man i 2007 en strategi for, hvordan landbrugsstøtten ville kunne afvikles. Det står der ikke noget om i det nye. Så den arbejdsbyrde har Lene Espersen ikke pålagt sig selv. Det gør succes endnu en tak lettere at opnå, skulle man mene.
Mål to for udenrigsministeren bør være frihandel, hvis man følger Arbejdsprogrammets prioritering, som fortæller, at ”Vi vil i EU og i forhold til blandt andet USA arbejde aktivt for et fremtidigt transatlantisk frihandelsrum” Det er da et succeskriterium, der er til at tage at føle på.
2. Etablering af et transatlantisk frihandelsrum
Tak for kaffe du og god arbejdslyst!
Til alle gode historier hører tallet tre. Så Lene Espersen bør have tre politiske succeskriterier for sit virke. Men udover nogle tågede formuleringer om at have fokus på demokrati og menneskerettigheder og virke for fremme af fred og stabilitet, så indeholder regeringsprogrammet for Løkke og Espersen ikke mere på det udenrigspolitiske – bortset fra stedbarnet på Asiatisk Plads altså udviklingspolitikken. Så det må blive dér, hvor mål nummer tre findes.
Nu er det jo strengt taget Søren Pinds græsplæne, og det må blive ham, der måles og vejes på de konkrete landvindinger. Men Lene Espersen har dog en stor finger med i spillet på de overordnede linjer og i forhold til at prioritere, hvor meget Danmark skal yde i udviklingsbistand.
Også på dette tredje punkt har Lene Espersen valgt at lette sin egen byrde. Hvor det tidligere i november 2007 hed sig, at ”det er regeringens sigte over en årrække at øge udviklingsbistanden fra det nuværende niveau på 0,8 pct. af BNI.” så siger arbejdsprogrammet i dag, at regeringen ”i perioden 2011-13 (vil, red.) fastholde ulandsbistanden nominelt på samme niveau som i 2010, idet det sikres, at bistanden ikke falder til et niveau under 0,8 pct. af BNI. Mål nummer tre er altså:
3. Ulandsbistanden falder ikke under 0,8 pct. af BNI
Således Henriette Kjær. Lad Lene ryge og rejse så vidt og bredt hun ønsker med mand og med børn, med privatfly eller militærfly. Lad hende ligge ved poolen så længe hun lyster, når blot hun i sin embedsperiode når tre ting:
1. Vinder en folkeafstemning, som placerer ’Danmark i hjertet af Europa’.
2. Etablerer et transatlantisk frihandelsrum.
3. Holder ulandsbistanden på 0,8 pct. af BNI eller højere.
Det er kernesunde konservative målsætninger, som enhver konservativ i dette land vil vide at sætte pris på. Så kan Det Konservative Folkeparti igen ranke ryggen og med stolthed på valgplakaten skrive: Sæt kryds ved liste C – borgerlige stemmer, der arbejder.
”Det er gået fuldstændigt i selvsving i form af et større mediehysteri. Men det falder vel til ro på et tidspunkt, så der bliver plads til at vise udenrigspolitiske resultater,” siger Henriette Kjær til JP.
Jeg er enig med hende i, at tillidstabet er stort, og hvis det ikke havde været for pressens fokus på sagen, så var skaden ikke sket. På den anden side, så bør man vel være taknemmelig for en presse, der sætter spot på sager, som i befolkningen vækker så stor bestyrtelse, at fire ud af fem mister tilliden til landets udenrigsminister.
Jeg er dog også enig med Henriette Kjær i, at man som vælger bør rette øjet mod det politiske indhold frem for feriefornøjelserne. For mig er det lige fedt, om resultaterne skabes via en mobiltelefon fra en liggestol i Norditalien eller i et nøgternt og klimareguleret mødeværelse i Bruxelles. Bare resultaterne kommer.
Lene Espersen har som vicestatsminister nydt det privilegium at kunne sætte sine egne resultatmål for sit virke som udenrigsminister. Det har hun nedfældet i regeringens arbejdsprogram ”Danmark 2020.” Hvis man sammenligner regeringsgrundlaget fra november 2007, da Anders Fogh var statsminister, Bendt Bendtsen vicestatsminister og Lene Espersen blot en håbefuld nummer to i det konservative hierarki, så er der på flere punkter skruet ned for de udenrigspolitiske ambitioner.
Det burde gøre opgaven lettere for Lene Espersen, og vejen til hendes succes kortere.
Et eksempel på klimaområdet: I Regeringsgrundlaget fra 2007 står der: ”Nu gælder det om at udvikle en fælles EU-energipolitik med en væsentlig udbygning af den vedvarende energi, og vi skal have skabt et effektivt, europæisk energimarked.” I Regeringens arbejdsprogram 2020 står der: ”Regeringen vil fortsætte den aktive indsats på klimaområdet”
Mere står der ikke! Ambitionerne for EU’s energipolitik er blevet væk. Set i det lys, er der jo intet at tabe ved at blive væk fra møderne, for man har alligevel ikke noget, man skal opnå.
Men så er der Danmarks placering i EU-samarbejdet. Lars Løkke og Lene Espersen har frækt kopieret Anders Foghs formulering fra 2007: ”Danmark skal være placeret i hjertet af Europa.” Det lyder af en europapolitisk ambition om at få afskaffet forbeholdene, og regeringsprogrammet 2010 giver da også løfter i den retning: ”De danske EU-undtagelser hæmmer fortsat varetagelsen af danske interesser.” og ” Regeringen har derfor fortsat planer om at sætte undtagelserne til folkeafstemning.” Så det første af de selvpålagte succeskriterier, som Henriette Kjær mener, at Lene Espersen skal måles på, må være:
1. En vundet folkeafstemning, som placerer ’Danmark i hjertet af Europa’
De øvrige ambitioner i EU fra 2007-programmet er på linje med klimapolitikken droppet af Lene Espersen. Eksempelvis lovede man i 2007 en strategi for, hvordan landbrugsstøtten ville kunne afvikles. Det står der ikke noget om i det nye. Så den arbejdsbyrde har Lene Espersen ikke pålagt sig selv. Det gør succes endnu en tak lettere at opnå, skulle man mene.
Mål to for udenrigsministeren bør være frihandel, hvis man følger Arbejdsprogrammets prioritering, som fortæller, at ”Vi vil i EU og i forhold til blandt andet USA arbejde aktivt for et fremtidigt transatlantisk frihandelsrum” Det er da et succeskriterium, der er til at tage at føle på.
2. Etablering af et transatlantisk frihandelsrum
Tak for kaffe du og god arbejdslyst!
Til alle gode historier hører tallet tre. Så Lene Espersen bør have tre politiske succeskriterier for sit virke. Men udover nogle tågede formuleringer om at have fokus på demokrati og menneskerettigheder og virke for fremme af fred og stabilitet, så indeholder regeringsprogrammet for Løkke og Espersen ikke mere på det udenrigspolitiske – bortset fra stedbarnet på Asiatisk Plads altså udviklingspolitikken. Så det må blive dér, hvor mål nummer tre findes.
Nu er det jo strengt taget Søren Pinds græsplæne, og det må blive ham, der måles og vejes på de konkrete landvindinger. Men Lene Espersen har dog en stor finger med i spillet på de overordnede linjer og i forhold til at prioritere, hvor meget Danmark skal yde i udviklingsbistand.
Også på dette tredje punkt har Lene Espersen valgt at lette sin egen byrde. Hvor det tidligere i november 2007 hed sig, at ”det er regeringens sigte over en årrække at øge udviklingsbistanden fra det nuværende niveau på 0,8 pct. af BNI.” så siger arbejdsprogrammet i dag, at regeringen ”i perioden 2011-13 (vil, red.) fastholde ulandsbistanden nominelt på samme niveau som i 2010, idet det sikres, at bistanden ikke falder til et niveau under 0,8 pct. af BNI. Mål nummer tre er altså:
3. Ulandsbistanden falder ikke under 0,8 pct. af BNI
Således Henriette Kjær. Lad Lene ryge og rejse så vidt og bredt hun ønsker med mand og med børn, med privatfly eller militærfly. Lad hende ligge ved poolen så længe hun lyster, når blot hun i sin embedsperiode når tre ting:
1. Vinder en folkeafstemning, som placerer ’Danmark i hjertet af Europa’.
2. Etablerer et transatlantisk frihandelsrum.
3. Holder ulandsbistanden på 0,8 pct. af BNI eller højere.
Det er kernesunde konservative målsætninger, som enhver konservativ i dette land vil vide at sætte pris på. Så kan Det Konservative Folkeparti igen ranke ryggen og med stolthed på valgplakaten skrive: Sæt kryds ved liste C – borgerlige stemmer, der arbejder.
