Den 29. april 2010 udarbejdede SKAT en agterskrivelse til en virksomhed om, at dens skatteansættelse for indkomståret 2006 ville blive forhøjet med 1.545.847 kr. Problemet var imidlertid, at brevet med agterskrivelsen først var blevet frankeret den 3. maj 2010, det vil sige to dage for sent i forhold til fristen. Virksomheden gav derfor SKAT meddelelse om, at den varslede skatteforhøjelse var ugyldig. Sagen burde være afsluttet her, ved at SKAT anerkendte fristoverskridelsen, og dermed levede op til sin egen vision om, at: ”Vi behandler alle lige og fair – og det opleves sådan.” Men så let skulle virksomheden ikke slippe...