Må din kommune bestemme selv?

29 danske kommuner får fremover lov at bygge dér, hvor de 69 andre ikke må

Jesper Ørsted,

02/02/2011

29 danske kommuner får fremover lov at bygge dér, hvor de 69 andre ikke må.

Med opbakning fra Dansk Folkeparti og Liberal Alliance har regeringen sikret flertal for sin nye planlov, som miljøminister Karen Ellemann (V) torsdag sætter til afstemning i Folketinget.

Den nye lov, som sætter rammerne for hvor i landet, der må bygges boliger, virksomheder og storcentre, er dog ikke ens for alle.

29 kommuner i yderområder får lov at gøre undtagelser fra loven. De kan altså i højere grad selv bestemme, hvor de bygger hvad.

Når planloven bliver vedtaget, er der imidlertid også nye friheder at hente for de øvrige 69 kommuner. Blandt andet får alle kommuner på nær Fanø, Læsø, Samsø og Ærø lov at bygge en stor butik på over 2.000 kvadratmeter hvert fjerde år.

Butikken må ikke være et supermarked, men skal være en såkaldt udvalgsvarebutik med f.eks. tøj, møbler eller elektronik. Byen, den placeres midt i, skal have mindst 3.000 indbyggere.

Byer med over 40.000 indbyggere får fremover lov at placere store udvalgsvarebutikker uden for bymidten. De rettigheder har kun landets fem største byer i dag.