Selv om det er lovligt at hyre uorganiseret arbejdskraft i Danmark, gennemfører repræsentanter for 3F torsdag en blokade foran tv-direktørens hjem.
- Vi synes ikke, det er i orden, at han bruger uorganiseret arbejdskraft. Løntrykkeri og underbetaling er dybt skadeligt for det danske samfund, siger Carsten Bansholm fra fagforeningen 3F.
- Vi vil ikke acceptere, at Jacob Houlinds pool bliver færdiggjort under de nuværende vilkår, og derfor tager vi dette skridt og gennemfører en blokade, tilføjer han.
- Vi taler om en privatperson med et mindre byggeprojekt. Er det ikke lige lovligt småt for 3F?
- Mange af mine medlemmer er privatpersoner, der ikke har meget økonomisk overskud og i nogle tilfælde risikerer at miste dagpengeretten. Det her byggeprojekt er et eksempel på, hvorfor det er sådan, siger Carsten Bansholm til Ekstra Bladet.