Lyt til den kvinde: Phyllis Chesler

Her følger en anmeldelse af Phyllis Chesler: AN AMERICAN BRIDE IN KABUL

Ikke angivet Ikke angivet,

09/03/2015

Her følger en anmeldelse af Phyllis Chesler: AN AMERICAN BRIDE IN KABUL. A Memoir. (trykt i Jyllands-Posten d. 25.6.14)

Anmeldelsen fungerer som en blåstempling af Cheslers efterfølgende artikel, som jeg har linket til.

De fleste kender navnet Betty Mahmoody. Forfatteren til bestselleren ”Ikke uden min datter”, der skildrer, hvordan en familieferie i det præstestyrede Iran viser sig at dække over den iranskfødte ægtemands planer om at bosætte sig fast i Teheran. Her bliver Betty og datteren Mahtob holdt fanget af hans familie de næste 18 måneder, før det lykkes mor og datter at flygte over bjergene til Tyrkiet. Men næppe mange har hørt om den amerikanske psykolog og feminist Phyllis Chesler (født 1940), der ellers har haft en tilsvarende oplevelse i den afghanske hovedstad Kabul: Af en elsket ægtemand, der nærmest natten over skifter fra at være en tilsyneladende helt vestliggjort partner forankret i forestillinger om individets frihed og kønnenes ligestilling til en mand, for hvem klantraditioner overtrumfer alt. Den nygifte Phyllis tror, hun skal møde sin mands familie i Kabul, før de skal videre på bryllupsrejsen. I stedet bliver hun familiens ejendom uden muligheder for at undslippe, da hun ved ankomsten til Kabul i 1961 bliver frataget sit amerikanske pas. Den magtfulde svigerfar, familiens overhoved, viser sig i øvrigt at have tre hustruer og 21 børn. Hun isoleres inden for hjemmets mure, hvor svigermoren forsøger at presse den jødiske pige til at konvertere til islam og manden at gøre hende gravid for dermed at binde hende bestandigt til Afghanistan.

Erindringsbogen er bygget på dagbogsoptegnelser, brevkorrespondancer, konstruerede dialoger og omfattende forskning i afghansk historie og islam. Bibliografien fylder 8 sider. Genreblandingen fungerer fint, fordi forfatteren er en ferm skribent, der mestrer de litterære virkemidler. Den første sætning i bogen slår straks kloen i: Engang har jeg levet i et harem i Afghanistan. Historien er dramatisk og medrivende og bliver yderligere interessant, fordi Chesler som en af de ganske få toneangivende feminister på egen krop har erfaret, hvordan et islamisk samfund og en muslimsk familie vurderer kvinder. Erfaringer, hun har trukket på i et omfattende forfatterskab, der foreløbigt tæller 14 bøger. Det lykkes altså forfatteren at slippe ud af Afghanistan, men jeg skal ikke her afsløre hvordan. ”En amerikansk brud i Kabul” er ikke oversat til dansk, men det bør den. I det hele taget fortjener Phyllis Cheslers forfatterskab at blive kendt af et bredere publikum, fordi hun som en af de ganske få feminister indefra har oplevet den islamiske verdens kønsapartheid og også tør skrive om den massive kvindeundertrykkelse, der er uadskillelig fra den islamiske, mandlige psykologi. Topkarakter og stjernedrys.

Og her følger så linket til den anbefalede artikel:

http://www.israelnationalnews.com/Articles/Article.aspx/16296#.VP0mNVVj-ix

Kilde: