LEDER: Antallet af piger, der er efterkommere af indvandrere, men som insisterer på at leve det samme forholdsvist frie liv, som deres indfødte danske veninder lever, synes at være stigende. I hvert fald får kvindekrisecentrene et meget stort antal henvendelser fra pigerne, når de gerne vil bryde med de familietraditioner, som er fulgt med fra forældrenes hjemlande til Danmark.
Den negative side af sagen er, at forældrene tilsyneladende er villige til at bruge hårde midler til afretningen af deres piger. Ellers ville pigerne ikke søge mod krisecentrene. Den positive side af sagen er, at pigerne det til trods alligevel viser selvstændighed nok til at bryde med familiens dominans og forfølge deres egne livsdrømme.
Pigerne er eksempler på, at påstandene om, at reel kulturel integration af muslimer over generationer stort set ikke er muligt i vestlige lande, ikke er sande. For i hvert fald disse pigers vedkommende. Grundlaget for disse påstande er en fremherskende forestilling om, at børn først og fremmest er et produkt af deres forældre. Men hvad nu hvis det slet ikke er sandt?
Nyere forskning antyder, at børn i højere grad påvirkes i deres udvikling af deres jævnaldrende kammerater end af deres forældre, og det er vel ikke helt ved siden af. I hvert fald er det normen, at børn taler mere som deres kammerater, klæder sig mere som deres kammerater og i højere grad hører den samme musik som deres kammerater - end som deres forældre.
Skulle det virkelig være sådan, at børn, herunder efterkommere af indvandrere, på de fleste andre områder foretrækker at leve mere som deres forældre end som deres kammerater? Er dette det videnskabelige grundlag for at bevare sortsynet på vegne af den kulturelle integration af indvandreres efterkommere i Danmark?
