LEDER: Så går det med lærerkonflikten, som det var forudset, at det ville gå: Et flertal i Folketinget vil i morgen vedtage en lov om lærernes arbejdsforhold.
Som om de betingelser, som folk arbejder under, er noget, som vedkommer lovgiverne. Det er det naturligvis ikke. En persons ansættelsesvilkår vedkommer ham selv og hans arbejdsgiver - ikke alle mulige andre. Det er op til lønmodtageren og arbejsgiveren at aftale, under hvilke betingelser og til hvilken aflønning arbejdet skal foregå. Det er en frivillig handel mellem to personer, og den bør forblive frivillig - ikke lovbestemt. Også i de tilfælde hvor lønmodtagerne har uddelegeret deres forhandlingsret til deres fagforening og dens medlemsdemokrati.
Men fra starten af denne lærerkonflikt har alle kloge hoveder forudsagt lovindgrebet, og Danmarks Lærerforenings formand, Anders Bondo Christensen, har endda efterspurgt indgrebet. Det sidste fordi lærerne tilsyneladende har vidst, at de kunne få en bedre aftale med et indgreb, end ved at konflikten kørte til den bitre ende, d.v.s. den ende, hvor lærernes strejkekasse ville være tømt, og de blev nødt til at arbejde på de betingelser, som deres arbejdsgiver havde lagt frem.
Det ville ikke have været en urimelig løsning. Kommunernes Landsforening har følt sig tryg ved, at kommunerne godt kunne hyre den nødvendige lærerarbejdskraft med de arbejdsforhold, som KL foreslog. Og så er der ingen grund til, at arbejdsforholdene skulle være mere generøse. Det er ikke skatteydernes opgave at betale mere for eller få mindre af den arbejdskraft, som benyttes i det offentlige, end hvad der er nødvendigt for at skaffe arbejdskraften. I private virksomheder giver man heller ikke mere løn eller fryns end det, der kræves for at få besat de for produktionen fornødne stillinger.
Men fordi lærerne har ventet og håbet på indgrebet, så har de foretrukket at bruge løs af strejkekassen, indtil indgrebet kom, fremfor at acceptere KL's udspil. Det er ærgerligt.
"Den danske model" kunne have virket. Men den fik ikke lov.
