Lommepengesamfund eller liberalisme?

På nuværende tidspunkt er det vist gået op for rigtig mange, at det danske samfund har udviklet sig til et ”lommepengesamfund”, hvor statsmagten i ...

Andreas Hastrup.,

14/11/2010

På nuværende tidspunkt er det vist gået op for rigtig mange, at det danske samfund har udviklet sig til et ”lommepengesamfund”, hvor statsmagten i bedste ”Bigmotherstil” sørger for at (om-)fordele borgernes penge og efterhånden også tryghed, som det nu passer ind i det første og bedste forlig.

Tilsyneladende er der kun et eneste af Folketingets partier der tør eller måske bare magter at se nødvendigheden af tilbundsgående omlægninger af rammevilkårene for et velfærdssamfunds overlevelsesmulighed på ikke blot lang, men så sandelig også meget kort tidshorisont, nemlig Liberal Alliance.

I Liberal Alliance er vi, i lighed med en større og større del af befolkningen, opmærksom på hvad der sker ude i verden, og har derfor tilrettelagt vores politik efter at sikre det danske velfærdssamfunds grundelementer.

Bedre forhold for det private erhvervsliv, effektivisering af den offentlige sektor bl.a. via regelforenkling, større privat frihed og min 60 øre af hver tjent krone i egen lomme, skal skabe grundlaget for at samfundet også i fremtiden kan sikre et godt uddannelsessystem samt støtte samfundets syge og svageste.

Samfundets opgave er ikke og har aldrig været at ”nurse” raske og måske ligefrem produktive borgere, og derfor er der på ingen måde noget galt i atter at stille krav til denne gruppe af borgere, især når det kan være med til at sikre, at vi også fremover har mulighed for at tage hånd om de svageste.

Det kan ALDRIG være rimeligt, at svage medborgere skal svigtes, for at velfungerende medborgere kan holde fri, og derfor skal efterlønnen for velfungerende midaldrende borgere (som jeg selv)  selvfølgelig udfases snarest.

I Liberal Alliance finder du med andre ord en saglig tilgang til de udfordringer vi som samfund står over for, og det er set i det lys at du ikke kom til at se Liberal Alliance som forligspartner med de såkaldt borgerlige partier i dette års finanslov.

De såkaldt borgerlige partier partier ville nemlig ikke bruge denne fantastiske lejlighed til at påbegynde en sanering af mange af de håbløse love som Folketinget gennem de sidste mange år har vedtaget !!

Får Liberal Alliance derimod de afgørende mandater efter næste valg, vil alle komme til at være vidne til noget af et særsyn i danske politik; nemlig at der kommer et markant ”Borgerligt-Liberalt” aftryk på den fremtidige lovgivning.

Lommepengesamfund eller større frihed/mere liberalisme - Valget er ene og alene dit!!

Kilde: