Lomborg skriver i dagen WeekendAvis at politikernes forkærlighed for tilskud, støtte og afgiftsfritagelse i klimaets navn kan komme til at koste skatteyderne dyrt.
Klima: Grønne fix
Et ton CO2 gør skade for 40 kroner. Tilskud bør beregnes derefter.
Af Bjørn Lomborg
Ph.d. og adjungeret professor
I dag mødes Regeringens Vækstforum i Esbjerg på virksomheden SEMCO Maritime A/S. Formålet med mødet er at diskutere mulighederne for »grøn vækst« - altså udviklingen af grønne, danske løsninger til gavn for klima, vækst og beskæftigelse. Til den diskussion har Regeringens Vækstforum inviteret en række erhvervsledere fra de største danske virksomheder som Dong Energy, Novozymes, Grundfos og Vestas.
Lidt overraskende synes erhvervslivet at være blevet politikernes nye bedste venner på klimaområdet. En af Connie Hedegaards første handlinger som EUs nye klimakommissær var da også at udråbe erhvervslivet til klimaets store allierede i et interview med Politiken. Men hvorfor skulle erhvervslivet pludselig være glad for en grøn klimapolitik, der typisk betyder nye afgifter?
Forklaringen er ligetil: En hurtig og stor udbygning af nye alternative energiformer kan kun lade sig gøre med meget store statslige tilskud. Og store tilskud vil altid tiltrække virksomheder.
Dagen efter interviewet med Connie Hedegaard kunne danske Vestas offentliggøre et overskud for 2009 på næsten seks milliarder kroner før skat. Glædeligt for Vestas' aktionærer, men det er tankevækkende, at DONGs administrerende direktør, Anders Eldrup, kort for inden, i Wall Street Journal, slog fast, at vindmølleparker kun er en god forretning på grund af de kraftige tilskud fra staten. Mens det i 70erne var Tvind, der i deres kamp mod det eksisterende samfund stod i spidsen for vindmøller, er det i dag erhvervslivet, der ser mulighederne og det i kraft af statens store tilskud.
I sin berømte afskedstale i 1961 tog afgående præsident Eisenhower bladet fra munden og advarede den amerikanske befolkning om, at en koalition mellem militærindustrien, forskere, politikere og militæret udnyttede den kolde krig til at skaffe sig selv henholdsvis ordrer, forskningsmidler, genvalg og øgede bevillinger. Eisenhower advarede mod »den tilbagevendende fristelse til at føle, at nogle spektakulære og bekostelige handlinger kunne blive den mirakuløse løsning på alle nuværende problemer«.
I den økonomisk krise med stigende arbejdsløshed er der en meget reel risiko for, at politikerne ikke kan modstå fristelsen fra den del af erhvervslivet, der lokker med arbejdspladser som betaling for tilskud og støtte. Men hvis hovedformålet er at skabe jobs, så kan vi skabe jobs til lavere pris i service-erhvervene som for eksempel sundhed, pleje eller skole. Det er samtidig også sektorer, hvor befolkningen efterspørger mere service.
Derfor bør vi spørge kritisk ind til, hvad der kommer ud af tilskuddene til klimapolitikken. Analyser viser, at skadevirkningen ved et ton CO2 ligger på omkring 40 kroner. Hvis vi betaler 20 kroner i tilskud, så har vi gjort det godt. Men de fleste tilskudsformer ligger langt derover. Nogle tilskud til for eksempel solceller ligger på omkring 5.000 kroner per ton CO2.
Det er derfor dybt problematisk, når nogle politikere udråber erhvervslivet til bannerfører for gode løsninger på klimaudfordringen. Hvis ikke politikerne erkender deres ansvar, er der fare for, at Eisenhowers frygt i dag kommer til syne som et klima-industrielt kompleks.
Klima: Grønne fix
Et ton CO2 gør skade for 40 kroner. Tilskud bør beregnes derefter.
Af Bjørn Lomborg
Ph.d. og adjungeret professor
I dag mødes Regeringens Vækstforum i Esbjerg på virksomheden SEMCO Maritime A/S. Formålet med mødet er at diskutere mulighederne for »grøn vækst« - altså udviklingen af grønne, danske løsninger til gavn for klima, vækst og beskæftigelse. Til den diskussion har Regeringens Vækstforum inviteret en række erhvervsledere fra de største danske virksomheder som Dong Energy, Novozymes, Grundfos og Vestas.
Lidt overraskende synes erhvervslivet at være blevet politikernes nye bedste venner på klimaområdet. En af Connie Hedegaards første handlinger som EUs nye klimakommissær var da også at udråbe erhvervslivet til klimaets store allierede i et interview med Politiken. Men hvorfor skulle erhvervslivet pludselig være glad for en grøn klimapolitik, der typisk betyder nye afgifter?
Forklaringen er ligetil: En hurtig og stor udbygning af nye alternative energiformer kan kun lade sig gøre med meget store statslige tilskud. Og store tilskud vil altid tiltrække virksomheder.
Dagen efter interviewet med Connie Hedegaard kunne danske Vestas offentliggøre et overskud for 2009 på næsten seks milliarder kroner før skat. Glædeligt for Vestas' aktionærer, men det er tankevækkende, at DONGs administrerende direktør, Anders Eldrup, kort for inden, i Wall Street Journal, slog fast, at vindmølleparker kun er en god forretning på grund af de kraftige tilskud fra staten. Mens det i 70erne var Tvind, der i deres kamp mod det eksisterende samfund stod i spidsen for vindmøller, er det i dag erhvervslivet, der ser mulighederne og det i kraft af statens store tilskud.
I sin berømte afskedstale i 1961 tog afgående præsident Eisenhower bladet fra munden og advarede den amerikanske befolkning om, at en koalition mellem militærindustrien, forskere, politikere og militæret udnyttede den kolde krig til at skaffe sig selv henholdsvis ordrer, forskningsmidler, genvalg og øgede bevillinger. Eisenhower advarede mod »den tilbagevendende fristelse til at føle, at nogle spektakulære og bekostelige handlinger kunne blive den mirakuløse løsning på alle nuværende problemer«.
I den økonomisk krise med stigende arbejdsløshed er der en meget reel risiko for, at politikerne ikke kan modstå fristelsen fra den del af erhvervslivet, der lokker med arbejdspladser som betaling for tilskud og støtte. Men hvis hovedformålet er at skabe jobs, så kan vi skabe jobs til lavere pris i service-erhvervene som for eksempel sundhed, pleje eller skole. Det er samtidig også sektorer, hvor befolkningen efterspørger mere service.
Derfor bør vi spørge kritisk ind til, hvad der kommer ud af tilskuddene til klimapolitikken. Analyser viser, at skadevirkningen ved et ton CO2 ligger på omkring 40 kroner. Hvis vi betaler 20 kroner i tilskud, så har vi gjort det godt. Men de fleste tilskudsformer ligger langt derover. Nogle tilskud til for eksempel solceller ligger på omkring 5.000 kroner per ton CO2.
Det er derfor dybt problematisk, når nogle politikere udråber erhvervslivet til bannerfører for gode løsninger på klimaudfordringen. Hvis ikke politikerne erkender deres ansvar, er der fare for, at Eisenhowers frygt i dag kommer til syne som et klima-industrielt kompleks.
