LEDER: Ikke en dag går, uden at landets nye regering præsenterer os for endnu et valgløfte fra de to regeringspartier Socialdemokraterne og SF, som regeringen ikke kan gennemføre. På sin vis er det glædeligt, for mange af S-SF's valgløfter var strikket sammen efter den devise, at jo flere af skatteydernes penge, der bruges på enhver tænkelig offentlig ydelse, desto bedre er det, og at gennemføre en sådan politik er i hvert fald ikke gavnlig for dem, der betaler skat.
Men, men, men ... Tilbage står dog det demokratiske problem, at vælgerne er blevet narret til at give Socialdemokraterne og SF magten. Den almindelige vælger troede, at han eller hun med en stemme på de røde kunne få betydeligt flere eller bedre ydelser ved, at især alle andre end vedkommende selv skulle betale mere i skat, samtidig med at den nye regering ville få styr på det offentlige underskud allerede i år 2013, og uden at det var nødvendigt med besparelser på efterløn og dagpenge. Virkeligheden har vist sig at være ganske anderledes.
Regeringen gennemfører besparelserne på efterløn og dagpenge og også flere af de i valgkampen varslede stigninger på forbrugsafgifterne, men alligevel har den hverken penge til at bringe balance i de offentlige udgifter i 2013 - det er udskudt til 2020 - eller til at uddele de lovede velfærdsgaver.
Det, som stod klart for klartskuende borgerlige, heriblandt nærværende netavis, nemlig at S-SF før og under valgkampen udstedte dækningsløse checks på stribe, må nu også være gået op for de vælgere, som betroede partierne bag Helle Thorning-Schmidts regering et flertal i Folketinget på valgdagen.
Spørgsmålet er så, hvordan det kunne ske? Hvorfor troede et flertal af vælgerne på S-SF's fatamorganaøkonomiske forsikringer om, at de kunne trylle penge frem, som ingen andre - heller ikke de mange økonomer, som advarede - kunne finde?
Pressen kommer ikke uden om at skulle i gang med en betydelig omgang selvransagelse her. Det var pressen, som til trods for advarsler fra såvel anerkende økonomer som fra S-SF's politiske modstandere, ikke formåede at fortælle vælgerne, at oppositionen, der ville være regering i stedet for regeringen, ikke havde troværdighed i sin økonomiske politik.
Det var pressen, som her svigtede sin opgave med at oplyse læsere, lyttere og seere på en måde, så de faktisk forstod problemstillingen og ikke i blinde stemte på partier, som uden skrupler var villige til at love hvad som helst, uanset realismen i valgløfternes opfyldelse, for at sikre sig selv adgang til ministerkontorerne.
