Fagbevægelsen vil ikke være med til at øge arbejdstiden, så længe ledigheden er høj.
»Det vil være et meget svært budskab at sælge til medlemmerne, at de skal arbejde mere i en periode med tårnhøj ledighed. Listen over forslag i ’Fair løsning’ er også meget længere«, siger formand Harald Børsting, der står ved løftet om at skaffe 15 milliarder gennem arbejdsmarkedsreformer i samarbejde med en eventuel regering bestående af S og SF.
Meldingen fra fagbevægelsens top overrasker ikke socialdemokraterne.
»Det giver jo ingen mening at arbejde mere, hvis der ikke er noget arbejde. Så det vigtigste er først at sætte gang i økonomien«, siger politisk ordfører Henrik Sass Larsen.