Ja, man tror det er løgn. I Mariagerfjord Kommune har man lånt 5 knallerter ud til bistandsklienter, så de kan passe deres aktivering, det tal øges snart til 10, der iøvrigt serviceres af langtidsledige.
Jeg kan sagtens forstå at det er både træls, besværligt og umådelig besværligt at bruge offentlige transportmidler herude på landet. Og der er ingen tvivl om at det næppe fylder meget i regnskabet, at det er rigtig godt for den enkelte der låner knallerten - MEN:
Så kom der endnu en offentlig opgave og det er på den måde, stille og roligt at man opbygger verdens højeste skattetryk, den ene lille ting efter den anden, der fratager den enkelte ansvaret for sit eget liv.
En puck maxi kan man altså købe for under 1000 kroner, den er stort set gratis i brug og kan repareres med rulle sejlgarn og bivoks, det kan godt som bistandsklient. Det er virkelig ikke samfundets ansvar, hvordan du kommer til din aktivering - underforstået at naturligvis skal man forsøge at være imødekommende og rimelige. Men det er altså ikke samfundets opgave at stille knallerter til rådighed, heller ikke selvom det betyder meget for den enkelte.