For overhovedet at skulle have en grund til at stå op om morgenen skal livet på en eller anden måde give mening. Alt det vi foretager os i en fri verden gør vi af vilje, da arbejde, ægteskab, familie, fysisk træning, spisning, slappen af på sofaen, ferie, religion osv. er ting vi praktiserer, da
"Alle går rundt med et billede af sig selv et sted inde i hovedet. Det er altid et ideelt billede, et heltebillede af en person der altid siger og gør det rigtige. Det helt rigtige i enhver situation”
-Al Jones i verdens længste rap og en beskrivelse jeg synes passer meget godt til min påstand om at de ting vi foretager os passer på det selvbestemte heltebillede.
Samfund med tvungne værdier så som kommunisme og religion, kommer i konflikt med den enkeltes frihed til at udøve sine egne personlige værdier i form af handlinger for at kunne opfylde den subjektive opfattelse af det ideelle jeg. Men man bliver pålagt ”det rigtige” og dette bliver man bekræftet i af den siddende værdistyrende magthaver i form af præste, konger, diktatorer, kære ledere, kejsere, præsidenter eller folkevalgte politikere i et parlament, der alle prædiker til deres befolkning at det at give til fællesskabet er det moralsk rigtige at gøre og passer til det predikterede heltebillede den enkelte har fået tildelt af magthaveren, der fastholder folket i troen med godhedsfascisme – man gør det for fællesskabet.
Det giver ikke mening at den enkelte skal leve op til behov der ikke er selvvalgte og at ens midler skal bruges til ting man er fremmedgjort for. Så vidt jeg har forstået efter at have læst en smule Marxisme så havde Karl Marx et problem med at mennesket var blevet en lønslave og fremmedgjort fra det produkt ens arbejde og tid blev brugt på. Det hæmmer det kreative i- og demoraliserer mennesket.
Det giver ikke mening for den enkelte.
Det er firkantet set også sandt men af det produktfremmedgjorte arbejde man muligvis måtte udføre har man i en fri verden også fritid, familie og et rådighedsbeløb fra det, marxistisk set, meningsløse arbejde man kan bruge til at give livet mening og imødekomme behovet for at opfylde det ideelle jeg.
Så jo mere militærmagten, kirken eller staten kræver af den enkelte for at leve op til institutionens værdier jo mindre er muligheden for at kunne give livet mening i form af arbejde, karriere, fester, højtider, traditioner og frihed til handel mellem mennesker for at kunne forme fællesskaber til gavn for hinanden og med de midler man har formået at få.
Kommunisme og socialisme tager i høj grad bestemte menneskelige værdier og gør dem til deres egne for at kunne afværge eventuelle kritikpunkter stillet af befolkningen. Men skal man overbevise folket om at fratagelsen af deres midler er berettiget, sælges populært forstået gode menneskelige værdier som var det statens egne og ord som næstekærlighed, tolerance og fællesskab bliver år efter år spillet på repeat som var det julesange i december måned.
Men når de personlige værdier bliver gjort kollektive af staten kigger man af samme vej når det kollektive ikke fungerer i samfundet. Når fællesskabet bliver gjort for stort, for bredt og for standardiseret kommer mennesker, der ikke kan leve op til det store fællesskabs værdier i klemme og vi stiller staten til ansvar og stemmer, i Danmark og resten af EU, politikere ind i folketinget der råber op om løsninger til problemerne.
Sandheden er at statens systematisering af vores gøren, brug af selvskabte midler og demografiske forhold har skabt de selv samme nationale og internationale problemer som den prøver at løse. I Danmark har debatten i mange år kørt på integration, udkants Danmark og senest finanskrisen.
Stod hver enkelt til ansvar for deres gøren og virkeliggørelse af det ideelle billede man har af sig selv, ville tingene se anderledes ud. I stedet for at lade folk indvandre efter de forskellige menneskeskabte fællesskabers behov, sikrer man i stedet integration ved at placere en masse mennesker med forskellige baggrunde og værdier i et boligbyggeri på overførselsindkomst.
Havde danskerne hver især mere økonomisk frihed ville man kunne betale for flere services. Indvandrere ville have mulighed for at yde services i højere grad og tilbyde deres arbejdskraft. Havde den enkelte gennemsnitsdansker penge til at spise mere ude, få modificeret og håndvasket deres biler, hyre en gartner, klippet deres hår oftere eller endda få ordnet deres negle ville der være muligheder for de mennesker uden akademiske baggrunde. Denne del af servicesektoren så jeg at ufaglærte mexicanske og koreanske indvandrere i USA fik økonomisk gavn af. Jeg har set masser af mexicanere fra fattige kår leve i store familier i små huse men stadig være lykkelige over situationen.
-For den giver mening.
Herhjemme ser vi også tendensen lidt med pizzeriaer og kiosker men det er langt fra i samme omfang og ”car-shops” for rige mennesker der vil have pimpet deres biler har vi slet ikke råd til med skatter og afgifter på alt hvad vi foretager os. De penge vi kunne have brugt til at skabe dynamik i samfundet hvor vi, danskere som indvandrere, er afhængige af hinanden og vores services, bliver i stedet brugt af staten til at løse problemer som jeg mener at netop staten har skabt ved at begrænse den frivillige interaktion. Det ville sørge for at vi fik talt med hinanden og at vi havde interesse i at det går hinanden godt da man bidrager til et fællesskab skabt af de samme mennesker der rent faktisk er involverede idet. I stedet går pengene til at hver især bliver sat i boligområder med lejligheder der opfylder statens minimums krav for hvordan man skal leve og får samtidig en supplerende sum penge hver måned.
Giver det mening?
Dem der donerer pengene aner ikke hvem de doneres til og vice versa. Man undrer sig over hvorfor ”utilpasset unge indvandrere” brænder biler af på Nørrebro (og selv i Kalundborg hvor jeg er fra) og ikke er taknemmelige over at blive forsørget af fællesskabet. Hvorfor har disse mennesker åbenlyst ikke noget tilhørsforhold til ”fællesskabet?”
Karl Marx snakkede noget om fremmedgørelsen og der tror jeg han havde fat i noget af det rigtige. Men hans løsning har blot ført til endnu mere fremmedgørelse da vi fra naturens side har et overlevelses instinkt der gør at vi går ud og præsterer til gavn for os selv og vor nærmeste. Der er ikke noget i vores natur der siger at vi skal sættes i system for at overleve. Det er vi blevet forført og manipuleret til at tro er livsnødvendigt af magthaveren. Den samme magthaver der skovler penge ind fra de mennesker som netop turde løbe en risiko ved at kaste sig ud i noget med en idé om at det ”noget” kan skabe værdi for andre mennesker og i sidste ende sig selv.
Jeg fik også nævnt Udkantsdanmark og finanskrisen. I princippet er min pointe den samme. Havde der været interesse for at bevare et lille lokalsamfund og dets skoler, købmænd og frisører ville der i et frit samfund også være muligheden for det. Det er bare lidt svært at være købmand når folk har fået frarøvet deres købekraft og bliver tvunget til at vende hver mønt og handle i Netto eller Fakta hvor priserne lige akkurat er lave nok til at man kan få hvad man ønsker. Det hjælper ikke den lokale slagter det er helt sikkert.
Og finanskrisen. Jeg skabte den ikke. Jeg har spurgt mine venner. De skabte den heller ikke. Men HTS siger at vi ikke kan spare os ud af en krise. Hvorfor skal vi rydde op og stå til ansvar for en krise som politikere og banker med for meget magt har skabt? Hvad hvis der ikke havde været så meget centralmagt?
Det smukke ved kapitalismen er at skulle et privat tiltag fejle vil der hurtigt opstå et alternativ såfremt efterspørgslen stadig er til stede. Centraliserer man til gengæld al styren vil korthuset også falde sammen den dag det svageste led knækker.