LEDER: De fleste forstandige mennesker forventede vel ikke, at der ville være så mange at diskutere med i spørgsmålet om jødiske børns ret til at gå i en hvilken som helst dansk folkeskole - også på Nørrebro i København, hvor der bor mange muslimer. Men her gjorde man regning uden de Radikales integrationsordfører, stud. scient. pol. Liv Holm Andersen.
Ikke fordi hun ikke også tager afstand fra muslimske børns chikane af jødiske børn, selvfølgelig, men fordi hun hellere vil diskutere noget helt andet. For som Liv Holm Andersen siger:
"Desværre tror jeg ikke, at Pia Kjærsgaard og Joachim B. Olsen vil fylde deres facebook-sider, næste gang en muslimsk kvinde med tørklæde bliver nægtet at komme med bussen, eller når der endnu engang fortælles historier om, at jobansøgere med mellemøstlige navne kommer nederst i bunken af ansøgere."
Det er da et forsøg på afsporing af problemstillingen, som vil noget!
Som om en fuldstændig tildækket kvinde, der ikke kan komme med bussen, fordi chaufføren ikke kan se, om hun er identisk med den afbillede person på buskortet, har noget som helst at gøre med, at jødiske børn ikke kan gå på bestemte skoler af frygt for chikane fra muslimske elever.
Eller som om en arbejdsgiver, der - uanset om man kan forstå det eller ej - føler sig mere tryg ved at ansætte en ny medarbejder, der minder om ham selv, i sin egen virksomhed, har det fjerneste at gøre med, at en offentligt ejet og skatteyderfinansieret skole er lukket land for borgere med en bestemt religiøs baggrund.
Det er de Radikale selv, som har valgt Liv Holm Andersen som deres integrationsordfører. Dermed har de også valgt, at deres integrationspolitik skal være forankret i himlen den blå.
