Her tager jeg letsindigt den vinkel at der i EH og SF stadig eksisterer en form for idealisme der naturligvis er utopisk og ikke gangbar i en virkelig verden, som man pinligt eller underholdende kunne observere da SF havde ansvar.
Det er ikke så meget den konstatering at S kynisk kommunikerer lighed som et forsvar til eksempelvis LAs politik beskrevet af OBO her på siden, det er ikke så meget at S direkte lyver til de vælgere der nyder godt af lighed og ikke kan gennemskue løgnen, det er ikke s¨meget at S ministre stort set er nikkedukker og belønnes af en misforstået loyalitet omkring at blindt skulle forsvare kolbøtte politik.
Nej det der virkeligt tænder mig er den åbenbare bundløse hykleriske spin der omgiver stort set enhver mening og politisk udmelding.
Javist har der været og er spin omkring alle partier, men ikke på dette kyniske S niveau hvor man bliver fanget i direkte populistiske vælgerløgne igen og igen.
Man udtaler sig om ting på en måde og med en mening man aldrig ville efterleve selv, men som man tror (berettiget desværre) skaffer stemmer.
Jeg mener personligt at venstrefløjen har en større forpligtigelse til at være forbilleder for deres vælgere end andre, og hvorfor? jo fordi venstrefløjen er de selvudnævnte mest menneskelige, dem der redder verden, dem der hjælper de fattige, dem der slås for lighed, dem der ikke er racister, dem der fordeler goder som julemanden, dem der sørger for de farlige bankdirektører ikke slipper for billigt, dem der raser mod firmaers manglende skattebetalinger, det er dem der sørger for alle skal hjælpes.
Det er de samvittighedsfulde, de gode samaritter, dem der tror ulandshjælp til Afrika går til folket, dem der med sikkerhed i stemmen kan påvise at enhver sparet offentlig krone automatisk betyder blodbad i skoler, sygehuse, ældre og transport.
De er de gode der redder verden ved at betale milliarder for vindenergi med undskyldningen om det skaber 1000vis af arbejdspladser.
Det er dem der tordner imod ulighed og fortæller at det er uretfærdigt selv når det gør alle rigere, for det er principper det her, realitet er noget andet.
I alle ovennævnte tilfælde kan hykleriet påvises punkt for punkt, de idealistiske ytringer er ikke idealisme mere (det var det måske engang for længe længe siden) det er stemmefiskeri.
En troværdig leder ved vi alle skal "walk the talk" Løkke har lært dette selv om hans syndere ikke er i nærheden af HTS for eksempel.
Nutidens største hykler i form af at kommunikere noget totalt anderledes end egen overbevisning er Thorning og ikke overraskende gennemsyrer det hendes "firma" S, med andre ord hun har lagt linien.
Dette er værre end Søvndahl der bare stak løgne ud med humor, fordi S er en af de gamle partier der trods alt havde stolthed bag deres politik, engang.
Den trofaste Socialdemokrat vil spørge hvorfor det er vigtigere at betale skat som venstrefløj i forhold til højrefløj, og her er svaret enkelt, venstrefløjen tror på ekstrem omfordeling og bør derfor yde som de vil nyde, hvorimod højrefløjen tror på at alle med få stakler undtaget har lige muligheder og at ulighed er godt så længe alle bliver rigere.
Listen over S syndere under Thorning er bare for lang til at liste her, det forekommer absurd at en elitær person som hende der har spekuleret i lavere skat før den famøse skattesag overhovedet kom til magten i S, måske det var en kombination af den kyniske magtstrategi under Sass Larsen samt at Anders And kunne have vundet over Frank, hvad ved jeg, men det er at falde dybt.
Kombinationen af ordene "skattesag" og "brede skuldre" burde risle ethvert S medlem koldt ned af ryggen, men nej der er ikke antydningen af flovhed og enten er medierne i statstilskuddets navn eller bare trusler blevet forment at nævne dette, eller også er det fordi medier er en del af den blinde S vinkel der stadig stemmer på partiet, fordi det trods alt sikrer dem en større gevinst af fællesskabet.
Ser man væk fra latterlige løfter og dermed løftebrud samt skattesagen, og spoler bare en enkelt uge tilbage, er der flere eksempler på næsten ultimativt hykleri.
Simon Kollerup brugte en bopælsfinte til at berige sig selv, dvs han snød og løj i flere år for at score et SKATTEFRIT tillæg.
Det er ikke så meget det han snød, ikke så meget det han snød skattefrit, ikke så meget det han løj (selv om alt dette er slemt nok) nej det er det at han rasede mod lignende snyd i den socialdemokratiske ånd nogle år før han fandt fristelsen til at snyde for egen skyld for stor. Dette er ikke en ægte Socialdemokrat dette er en kynisk karriere politikker der er sat i verden for egen vinding skyld, helt i hans chefs forbillede.
Så kom der lige en Dalai Lama forbi, en person hvor Thorning i det forrige besøg tordnede imod Løkkes private velkomst og i forside stof forsikrede hun ville være officiel vært når han vendte tilbage.
P1 værterne spørger høfligt om realiteter har indhentet Thorning, svaret er nej, Thorning har hele tiden vidst at hun aldrig ville leve op til hendes løfte helt i tråd med valgløfter og offentliggørelse at skattesagen.
Jeg er ikke nødvendigvis uenig i at det er er dårlig ide at udfordre Kina grundet konsekvenser, men det er med afsky jeg observerer hvor ublu løjnagtig Thorning var i opposition, med det eneste ene formål, at få magt.
Thornings ledelse og egocentriske rejse til og i magten har sat nye normer.
Ironisk er disse normer, sat af en socialdemokrat, fremmende for alle er sig selv nærmest og fællesskab er bare ord uden mening.
Endnu mere ironisk er at borgerlige har en fundamental respekt for mennesker også dem der ikke kan klare sig selv, hvilket i S sprog er oversat som kapitalister der bare vil lette topskatten.
Hvordan Thorning og S kan slippe afsted med dette dobbeltspil skal jeg lade stå usagt, men det er kvalmende at observere.
