Indlæg bragt på Damefrokosten.com 9. august 2011
Af Inger Schroll-Fleischer, ba.scient.pol. og blogger på Damefrokosten.com
Mangt og meget er sket, siden ligestilling var et spørgsmål om fraværet af BH, håndgerning til begge køn i folkeskolen og flere kvinder på universiteterne. Den gamle kønsdebat – eller kønskamp, om man vil – var et spørgsmål om at gøre alle mænd og alle kvinder mere lige. Lige muligheder, lige chancer, lige forpligtelser i forhold til uddannelse, hjemmefronten, børn, hinanden og det omgivende samfund.
Den gamle kønsdebat adskiller sig fra den nye ved at gå vertikalt gennem samfundet og ændre forholdene for og mellem kønnene i alle samfundslag ved at give en helt ny måde at tænke og tale om mænd og kvinder på. Nogle vil hævde, at for lidt er sket og at målet – hvad det så end er – langt fra er nået. For mig at se er der uanset opfattelsen af status quo ingen tvivl om, at der er et væsentligt anderledes fokus i den ligestillingsdebatten i det nye årtusinde.
Kønsdebatten anno 2011 synes i langt højere grad at være en kamp for eliten og af eliten. Kønsdebattens emner afspejler klart en skævhed i retning af emner, der vedrører og interesserer elitens kvinder frem for kvinder på tværs af uddannelseslængde, indkomst mv.
Tag nu bare oppositionens forslag om kønskvotering i virksomhedsbestyrelser. Her er stridens kerne, hvorvidt man fra statsligt hold skal kunne diktere et vist antal kvinder i børsnoterede selskabers bestyrelser. Den underliggende præmis er, at kvinder ønsker sig ind i bestyrelserne, men ikke magter at bryde de barrierer og strukturer, som mænd over tid har skabt og løbende fastholder i egen favør. En anden præmis er nemlig, at mænd holder sammen med mænd mod kvinder og opsætter forhindringer for at holde kvinderne udenfor magten. Kvinderne er på den anden side ikke ved egen kraft i stand til at rive muren ned og trænge ind uden hjælp fra lovgivning, forbud og statsligt diktat.
Kønskvotering er ikke et praktisk relevant spørgsmål for ret mange mennesker. Det vedrører højtuddannede mænd og kvinder og i det hele taget det segment, der udfylder bestyrelsesposterne. Ikke desto mindre er kønskvoter et af de emner, der fylder mest i den aktuelle ligestillingsdebat.
Og så er der forslaget om tvungen deling af barselsorlov mellem forældrene. En tvungen deling vil i ligestillingens navn selvsagt vedrøre alle nybagte forældre. Det virker imidlertid selvklart, at formålet med at indføre delt barselsorlov er at undgå barselsorlovens giftige effekt på karrierekvindens forfremmelsesmuligheder.
I den famøse LO-familie, hvor mor er SOSU-assistent og far er maskinarbejder, vil den tvungne deling imidlertid risikere at have stor negativ betydning for familiens økonomi, så fremt den ene tjener mere end den anden.
Tvungen deling af barselsorloven mellem forældrene er en alvorlig indgriben i en families private disponeringer og frihed til selv at bestemme over og planlægge sit (familie)liv. Ideen er fostret af elitens kvinder ud fra ønsket om flere kvinder i lederstillingen og præmissen om, at barselsorlov og børn generelt ødelægger kvinders muligheder på arbejdsmarkedet.
Tilbage står et billede af en debat, der med køn som udgangspunkt taler til eliten i elitens sprog ud fra elitens perspektiv. En elitær ligestillingsdebat bider sig selv i halen ved muligvis at skabe større lighed på én akse – den forholdsmæssige mellem kønnene – men større ulighed på en anden, idet ligestilling vil blive en sag for eliten og ingen andre.
Elitefeministerne kæmper mod det, de anser for værende uretfærdige samfundsstrukturer skabt af mænd til fordel for mænd. I kampen for frigørelse fra disse strukturer ønsker man at bruge lovgivning, forbud og påbud som værktøj. Kvindekvoter og tvungen barselsorlov skaber ikke større lighed, men mærker derimod alle kvinder som ofre. Det kan ingen kvinder være tilfredse med – elite eller ej.
