Vi ser efter Kontant-indslaget i går Landbruget ude i voldsomme personangreb som behændigt undgår at forholde sig til indholdet i kritikken - formentlig fordi Landbruget (forståeligt nok) ikke ønsker at forholde sig til kritikken af frygt for politiske indgreb.
Denne sag drejer sig ikke om "den lille landmand" mod "det store onde DR" - den drejer sig om landbruges produktionsvilkår i et samfund præget af bureaukratisk ressourcespilde som belaster alle afkroge af samfundet.
Men parallelt med indholdsdiskussionen finder jeg det forstemmende at se hvordan "liberal" synes at være ensbetydende med kynisme og refleksiv kritik af enhver synliggørelse af problemer. Jeg skrev en kommentar herom i en debat og blev af mange opfordret til at skrive det som nærværende klumme.
Så op på bordet med de reelle spørgsmål
Der er næppe nogen som er i tvivl om at dansk landbrug er intensivt. Skatteniveauet gør det nødvendigt hvis vi overhovedet skal have landbrug i Danmark.
Men når nogen så påpeger at det er dyrevelfærden som er et af ofrene, så reagerer man ved at overfalde budbringeren i stedet for at diskutere indholdet. Måske har DR forstærket budskabet som medierne altid gør, men fokus bør være på indholdet - ikke på formen.
Selvfølgelig kan dyrevelfærd overdrives ("Dyr har ret til at blive kløet bag ørene" og "Dem som spiser kød er bøde miljøsyndere og dyremishandlere"), men det var ikke hvad jeg så. Jeg så et reelt problem.
Der er en reel diskussion her - er det rimeligt at dyrene skal lide for at vi kan opretholde en svineproduktion i Danmark på trods af det store ressourcespilde i den offentlige sektor og stive embedsvælde væltes over på landbruget?
Hvis ikke - hvad så?
At være imod børnehavesamfundet er ikke det samme som er være imod hjælp til dem som uden egen skyld kommer i ulykke. At være imod miljøfanatisme er ikke det samme som at være imod miljø. At være imod overdreven detailstyring af animalsk landbrugsproduktion er ikke det samme som at være ligeglad med dyrevelfærd.
Jeg synes at se en slags "Tragedy of the Commons" i debatten her - det gælder bare om kortsigtet at snuppe den størst mulige profit uanset konsekvenserne for dyrene og miljøet som ikke kan sige fra.
En sund liberalisme forstår at man skal investere i omgivelserne for at kunne udvikle sig. En park er ikke overflødig luksus. Nogen skal bidrage til stipendier så¨de fattiges børn også kan udvikle deres særlige kompetancer. Nogen skal bidrage til psykiatiske hjælp så de sindsyge ikke render rundt i gaderne og banker andre ned. Nogen skal opretholde retstilstanden omkring markedsdannelsen så det ikke bliver den stærke som betemmer retten. Nogen skal opretholde mijøhensyn så ingen render rundt og dumper giftigt affald i parkerne.
Og nogen skal opretholde hensynet til dyrevelfærden, så dyrene ikke bliver ofrene for inkompetent ressourcemisbrug.
Jeg tror ikke at landbruget er ligeglad, men jeg tror heller ikke at forbrugerne kan gennemskue produktionen og specielt i Danmark ikke kende forskel på kvalitet, dvs. der er behov for noget mere for at dette ikke ender i negative eksternatlies hvor producenten "forurener" andre end dem som har indflydelse på valget. Uden jeg dermed skal forsøge at gøre mig klog på dette "mere" skal være.
Så høfligst - skyd på DR isoleret fra indholdet i historien og mediernes tendens til at sætte sensation og emotionel opflamning over seriøsitet.
Men lad os ikke sætte lighedstegn mellem liberal og kynisk kortsigtethed. Venstrefløjen har ikke monopol på anstændighed. At diskutere principper for dyrevelfærd og hvordan de tilsikres er ikke det samme som at give smagsdommerne i Folketinget carte blanche til at overdænge landbruget med fordyrende og unødvendige foranstaltninger.
Dyrevelfærd er absolut ikke noget som tages særligt seriøst på 180Grader og i så tilfælde må det nødvendigvis finde andre kanaler til den offentlige debat. Pas på ikke at gøre indholdet til offer for en refleksiv opfattelse af DR. Vi har nu engang de medier, vi har.
Så lad os løfte niveauet og dermed både undsige sensationslystne mediers produktion af "ofre", men i endnu højere grad ondsindede personangreb som forsøger at skjule de faktiske problemer, man ikke ønsker at få frem i lyset.
Fremfor at se reaktionen på DR Kontant som "den lille landmand mod den store onde DR", så kan dette også læses som landbrugets spin for at undgå berettiget kritik - disse medie-angreb er professionelt koordinerede, dvs. koordineret fra Axelborg.
Men i sidste ende om dyrene og miljøet skal betale prisen fordi ikke-relevante faktorer fordyrer produktionen. så man er nødt til at ignorere dyrevelfærd.
At være liberal er ikke at være en kortsigtet kyniker eller imod dyrevelfærd. Det er at være imod smagsdommere og bureaukraters urimelige forsøg på at diktere hvad dyrevelfærd er - men stadig respektere at dyrene ikke kan forsvare sig selv. Markeder er ikke baseret på den stærkes ret.