Våbenloven har altid været flittigt debatteret i den
borgerlige lejr og især den liberale, med flere heftige diskussioner til følge
her på 180grader. Med fredagens terroranslag i mente ville det være relevant,
at vi kiggede på vores ideologiske principper og satte dem op mod virkeligheden.
Jeg må først sige, at jeg i mine unge år som sortkonservativ
var stor fortaler for en liberalisering af våbenloven. Jeg boede på landet,
hvor riflen hang fremme på væggen eller stod ved hoveddøren, hvis nu chancen
skulle byde sig for lidt vildt i baghaven og jeg var overbevist om, at ingen kunne
bare så meget som fantasere om det scenarie, som udspillede sig i fredags.
Jeg meldte mig ind i Hjemmeværnet som 19 årig og fik også en fin m/66
finskytteriffel som, med den rette skytte, kunne skyde vingerne af en flue på
500 meters afstand. Den blev senere skiftet ud med en m/95 automatriffel, som
lå hjemme under sengen.
Men dagen oprandt, hvor jeg blev indkaldt og jeg var ikke i tvivl om, at Irak
var destinationen. Jeg tog afsted som tungt maskingeværskytte på Irak hold 9 i
februar 2007, og havde lige oplevet Mohamedkrisen i Danmark.
Jeg kom hjem en anden mand i august 2007,
da jeg nu vidste, hvor stor skade et almindeligt håndvåben kunne udrette. Jeg
valgte ikke at tage mit våben fra HJV hjem igen og søgte job i det civile som
butikschef i dagligvarehandlen. Kort efter brød anden Mohamedkrise ud og jeg
så, hvordan de unge muslimer angreb politiet med samme metoder, som blev brugt
mod os i Irak. De satte ild på bilerne i området omkring min forretning og en
aften kom de ind og ville købe tændvæske. Jeg havde fjernet det fra hylderne
tidligere på dagen, så de fortsatte turen rundt i forretningen og kiggede bagpå
flaskerne med terpentin og husholdningssprit – intet af det var brandbart, så
de gik ud på forpladsen og prøvede at tanke benzin i en sodavandsflaske.
Hvad har mine personlige oplevelser så med våbenloven at
gøre? Jo, de fleste ville nok blive ret så sure og overveje selvtægt og det var
bestemt i mine tanker, for jeg var rasende! Jeg havde ikke kæmpet i Irak for så
at komme hjem og se mit land blive brændt ned af en flok utilpassede møgunger
med for megen fritid og åbenbart også frihed. Hvis jeg eller en anden havde
haft et våben i sådan en situation, ville de to unge herrer måske have fået
deres jomfruer. Men kan jeg være sikker på, at de ikke bare skulle hjem og
brænde affald af?
Ser vi på bandekrigen, så kan vi hurtigt blive enige om, at
de har uhindret adgang til våben og jeg undres over, at der ikke er flere
dræbte. Men forklaringen er enkel – grundet våbenloven har disse samfundsudskud
ikke den store erfaring med håndtering af våben, da de ikke kan gå ud på en
skydebane og skyde til måls, hvilket er ret så tydeligt, når vi ser på deres ”spray
and pray” attentater. De har absolut ingen planlægning og ingen træning. Enhver
der har prøvet at skyde fra et køretøj i bevægelse ved, at det er allerhelvedes
svært selv med flere års omgang med våben.
Det andet aspekt i sagen er impulshandlinger. Hvis, ellers
lovlydige individer, ikke har våben og ammunition liggende hjemme, reduceres
risikoen for, at de handler i vrede. Da jeg var ca. ni år, boede jeg i en lille
klynge huse langt ude på landet. Vores to naboer havde været uenige i et stykke
tid, hvilket en aften resulterede i, at de hev jagtriflerne frem og skød efter
hinanden. Den ene nabo avancerede til vores have og pludselig holdt skydningen
fra den anden op. Han var ramt i hovedet og dræbt på stedet – af sin egen far!
En handling han helt sikkert har fortrudt.
En nær bekendt af mig blev for en del år siden skilt. Han blev indlagt på den psykiatiske skadestue som selvmordstruet og fortalte bagefter, at han havde tænkt på selvmord og var kommet så langt som at finde sin gamle pistol på loftet, som heldigvis var rustet halvt væk. Han gør i dag en anden kvinde og sine børn glade.
I Norge har vi lige set en ung mand gå under radaren og
træne i flere år med automatvåben – våben han først prøvede at skaffe ulovligt,
men til sidst endte med at få med statens velsignelse fordi det var nemmere. Den samme velsignelse som mange liberale vil give til danskerne. Han var en ganske normal dreng, der udviklede et had til muslimer og deres støtter gennem, ifølge ham, nogle traumatiske oplevelser med muslimer. Noget, som mange danskere kan nikke genkendende til og sikkert den anden vej rundt også for muslimernes vedkommende. Der skal kun én far til en voldtaget datter til at starte en massakre.
Våbenloven regulerer adgangen til og træning med
automatvåben. I Norge har de omkring 100 grunde til at fortryde deres liberale
tilgang til våben. Hvor mange grunde skal vi have i Danmark for at overbevise Jer om, at en
liberalisering af våbenloven er et ideologisk, tåbeligt projekt?
