Jeg argumenterer i et indlæg på Damefrokosten for, hvorfor konservatisme uden principper er det rene ingenting, og hvorfor det måske er de konservative politikeres problem.
Uddrag:
Derfor vil den liberale sætte grænser for statslig magtudøvelse. For meningen med statslig magt må være at sikre individuel frihed. Tiden, hvor meningen var at sikre visse mennesker eller grupper særlige privilegier, bør være ovre.
Ikke dermed sagt, at spørgsmålet om, hvori statslig regulering skal bestå, ikke varierer over tid, eller at absolut frihed altid er svaret, men princippet om frihed bør stedse holdes for øje og i videst muligt omfang respekteres.
For den konservative er dette dog for simpelt. Staten skal sikre det konkrete og det fælles, hører man. Ligesom liberalismen har stat på hjernen og koncentrerer sig alene om abstrakte forhold.
Denne kritik er delvist korrekt. Liberalismen siger intet om, hvilken musik der er god, hvilket pensum der bør læses i skolen, eller hvilken opførsel der er ordentlig.
Omvendt kan man dog spørge sig selv, om konservatismen gør det. Konservatismen siger, man skal køre langsomt – men siger den noget om, hvilken vej der skal køres?
Indlægget kan læses i sin helhed her
