Liberal Alliance har sit at slås med for tiden:
Forhandlingerne om tilbagetrækningsreformen, som allerede inden, politikerne er gået til forhandlingsbordet, synes at handle mere om regeringens tilbagetrækning på den politiske front end borgernes tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet.
Mediernes tørst efter at revanchere sig og hævde deres magt over den uvorne partileder Samuelsen, som den seneste måned på særdeles usportslig vis har tilladt sig at sige journalister fra både DR og TV2 et par borgerlige ord om kvaliteten af deres journalstik.
Topstyring og fodboldmetaforer
Og ikke mindst partiets, eller rettere sagt forløberen Ny Alliances, manglende sammenhængskraft og politiske styring, rammer med jævne mellemrum partiledelsen i nakken som en boomerang, der ellers blev kastet væk for år tilbage.
Særligt siden Liberal Alliances landsmøde den 5. marts har medierne og de politiske kommentatorer haft fokus på ledelsen af partiet - er det for topstyret, ja, nærmest diktatorisk ledet, for løst, er spidskandidaterne nu for autonome eller for opdragede? Samuelsen, som jo, alt efter hvilken kommentator, man vælger at lytte til, enten er dansk politiks svar på Franz Beckenbauer - kynisk ledertype med overblik, der styrer kammeraterne med jernnæve - eller Dennis Rommedahl - glad og lettere forvirret dreng uden anførerpotentiale - må efterhånden være noget i tvivl om, hvilket ben han skal stå på, når journalisterne beder om et interview.
Nordkoreansk autonomi
Kommentator, journalist mm. Niels Krause-Kjær sætter i sit seneste indlæg endnu et stød ind i mellemgulvet på Samuelsen: Under overskriften En friløber fra Liberal Alliance giver han sit besyv med om forholdet mellem topstyring på nordkoreansk og totalt anarki. Anledningen er, at kun tre ud af ti spidskandidater i partiet har ønsket at medvirke i tre valgforskeres spørgeundersøgelse. Resten har enten ikke kunnet træffes eller valgt ikke at deltage. Årsagen til fravalget er svær at gætte, selv om de fleste kommentatorer allerede har været ude og forklare sagens rette sammenhæng for avis- og tv-seere landet over. Et beskedent bud kunne dog være, at nogle af de ti spidskandidater har lært af historien - eller samtiden. For blot nogle uger siden var det nemlig Berlingske selv, der spurgte til de liberale kandidaters holdning til forskellige spørgsmål. Hovedparten af kandidaterne svarede gladeligt og frit fra leveren. Joachim B. Olsen - "Ham kuglestøderklovnen med OL-medaljen", "Ham fra Vild med Dans", og hvilke øgenavne man nu ellers kunne finde finde på at latterliggøre manden med - fortalte bl.a. om sine politiske visioner om at ændre på folkepensionen.
Og de skreg af grin. Kommentatorerne, journalisterne og de politiske modstandere. Det var ren Ny Alliance om igen. De ti spidskandidater var jo overhovedet ikke enige med hverken hinanden eller partiprogrammet!? Sikke en fuser, det går da aldrig, blev vinklen på Berlingskes historie.
Mon ikke enkelte af de ti kandidater havde den historie i baghovedet, da Stubager, Goul og Andersen ringede i løbet af sidste uge? Gider vi virkelig optræde i det cirkus en gang til? Svarer vi efter vores egen overbevisning, bliver vi beskyldt for at være lige så disciplinerede som en sæk lopper. Svarer vi, som partilinjen foreskriver, er vi bare får, der følger hunden og hyrden. Nej, ellers tak.
Du ramte den slet ikke, Niels
Niels Krause-Kjær har forklaringen: Grunden til, at tre ud af ti spidskandidater vælger at svare, mens partileder Samuelsen, Thyra Frank og de andre ikke vil være med, er... (lav Deres egen trommehvirvel, hvis De orker): Partiet er for topstyret! Ja! Det er forklaringen på, at nogen i partiet siger noget, mens andre siger noget andet, og nogle helt tredje, herunder altså partiets leder, slet ikke siger noget som helst. Den er god nok.
Og var det så bare det, der var galt, men nej. Den ellers normalt tænkende Niels Krause-Kjær har flere anmærkninger i den sorte bog: Liberal Alliance kører på parlamentarisk frihjul. Selv om partiet rent faktisk kan levere regeringen det flertal, som den har brug for til at køre tilbagetrækningsreformen i garagen, kan man ifølge Niels Krause-Kjær forvente, at det tre mand store parti vil forsøge at presse sin egen politik igennem ved forhandlingsbordet. Det er altså det, der i spinkredse kaldes frihjul: At stå ved sine holdninger og sin politik.
Sig, hvad du mener, vi skal synes, vi skal mene
Niels Krause-Kjær opfordrer afslutningsvis Kim Jong-Samuelsen til at "turde lade sine kandidater mene noget". Vil man absolut provokere, kan man vel sammenstille den opfordring med frihjulsudsagnet og kort summere op:
Liberal Alliances spidskandidater bør mene noget; Det skal hverken være det samme som eller stå i for stor kontrast til partilinjen, og helst heller ikke ligge for langt fra regeringen og Dansk Folkeparti, for så går det da helt i kage. Men ellers er der frit slag til at mene lige nøjagtig, hvad man har lyst til ...
