Liberal Alliance: UDBRYDER-parti eller en AFLÆGGER fra SF og R?

Ingen tvivl om at LA med Thyra Frank har fået et par varme hænder og et varmt hjerte

Ane_Kirkensgaard

09/02/2011

Ingen tvivl om at LA med Thyra Frank har fået et par varme hænder og et varmt hjerte.

Men desværre forveksler Thyra Frank - ligesom Mette Boch og Anders Samuelsen - de rettigheder der skal gælde for den almindelige borger med de vilkår offentligt ansatte skal arbejde under.

Det er en grundlæggende demokratisk borger-ret at den civile, menige borger kan handle uden at det offentlige blander sig.

Men når den civile dansker arbejder for andre, må hun acceptere at arbejdsgiveren leder og fordeler arbejdet. Det handler om arbejdsgiverens pligt og ansvar. Disse pligter og det ansvar er en følge af ejendomsretten.

Når den offentligt ansatte arbejder er hun ikke længere bare borger.

Når den offentligt ansatte arbejder er hun ansvarlig - og har pligter - overfor demokrati og befolkning.

Befolkningen forventer...

     ...at de offentligt ansattes handlemåder styres og kontrolleres af de politikere

       befolkningen har valgt; både ved direkte kontrol og gennem demokratiske institutioner

       (eksempelvis sundhedsstyrelsen), samt

    ...at den offentligt ansatte handler på en måde

       så borgerne kan forholde sig til dem og diskutere dem, altså synligt.

Derfor må den offentligt ansatte – ligesom alle andre lønmodtagere - indordne sig og lade sig kontrollere og styre. Den offentligt ansatte lærer, sygeplejerske, pædagog, sosu-assistent må anerkende demokrati og befolkning som arbejdsgiver, og politikernes medfølgende pligt til og ansvar for, at skaffe befolkningen indsigt i og magt over den ydelse det offentlige leverer til borgerne.

Og SYNLIGGØRELSE er særligt vigtigt.

Hvis ikke politikerne og de institutioner de styrer kan skabe den nødvendige synlighed, kommer vi til at leve i et fragmenteret samfund, hvor lommer af autonome fagfællesskaber sætter deres helt egne standarder uden at disse belyses overfor og dikuteres af befolkningen.

Og så har vi efter min mening ikke længere et liberalt demokrati.

Så selvom jeg godt kan forstå Thyra Frank og mange andres frustrationer over at skulle bruge tid på at registrere vil det efter min mening være ødelæggende for demokratiet, hvis vi bare giver offentligt ansatte selvstyre over eget arbejde.

Specielt når man betænker hvor TOTALT AFHÆNGIGE de borgere, beboere, patienter og pårørende er, som de offentligt ansatte har i deres varetægt.

 

Når der ikke er synlighed, kan fagfællesskaberne rose sig selv helt frit, både indadtil i faggruppen, og udadtil - overfor befolkningen. Også selvom det de siger objektivt set er løgn.

At det allerede forholder sig sådan i dag viser talrige sager, for eksempel TV2s afsløringer af hvordan folk fra hjemmeplejen hyggede sig når de var på arbejde, uden at borgerne fik den ydelse de havde krav på. Samtidigt med at politikere fra venstrefløjen og fagbevægelsens roste de offentligt ansatte, for at være (langt mere) hjertevarme og gode mennesker end andre.

I dag kan jeg næsten ikke høre formanden for FOA, Dennis Kristensen, uden at tænke på den kløft der er mellem de offentligt ansattes selvfremstillinger og faktiske handlemåder. 

Jeg mener ikke at et demokrati kan forblive frit – eller kalde sig frit – hvis alt for store grupper af befolkningen er afhængige i den slags systemer.

Og den sammenblanding som Thyra Frank og særligt Mette Bock og Anders Samuelsen laver, er – efter min mening – meget politisk. Jeg kan ikke lade være med at tænke på de radikale som skolelærer-partiet. Og Mette Bock kommer jo fra SF: sygeplejerskernes parti.

Og så er det jeg kommer til at tænke at Liberal Alliance slet IKKE er noget UDBRYDER-parti, men snarere en AFLÆGGER fra SF og de radikale med det mål at afskaffe PISA-undersøgelser, kvalitetskrav og retningslinier for de offentligt ansatte?

Og tilsyneladende har LA endda fået "license to kill", for de må godt give befolkningen liberale løfter om skattelettelser og offentlige nedskæringer. Når blot de bare løser opgaven: at overbevise befolkningen om at offentligt ansatte kan arbejde endnu mere effektivt, hvis de bare får lov til at gøre det u-synligt og bilde befolkningen ind at det er liberalisme at lade de offentligt ansatte styre sig selv og handle uden synlighed.

Tjah …

Efter min mening bør alle der støtter Liberal Alliance nøje overveje hvor de selv står i dette spørgsmål. Og tænke over hvad de tror LA egentlig vil.

Et demokrati hvor offentligt ansatte selv kan bestemme hvordan de vil handle er ikke et liberalt demokrati, men i stedet et autoritært og totalitært demokrati, baseret på faglige fællesskabers fag-chauvinistiske magtstræb.

Thyra Frank har hjertet på rette sted, og det plejehjem hun leder er så vidt jeg ved privat: om hun er klar over, at det er de offentligt ansattes autonome og usynlige praksis hun er engageret til at forsvare, ved jeg ikke.

Mvh

Ane K

Kilde: