Liberal Alliance har netop indgået en aftale med regeringen om afskaffelse af pointsystemet for familiesammenføringer, som VK-regeringen indførte for to år siden, og som Liberal Alliance har været modstander af lige siden.
Aftalen med regeringen betyder bl.a., at beskæftigelsesgraden hos familiesammenførte løbende skal opgøres, og at regeringen er forpligtet til nye tiltag, hvis der ikke kommer flere sammenførte i arbejde.
Begge dele glæder Liberal Alliances retsordfører, Simon Emil Ammitzbøll:
”Pointsystemet var et rigidt, bureaukratisk og tåbeligt system, som holdt velkvalificerede udlændinge ude af Danmark. Vi har været imod fra begyndelsen, og det er dejligt, at det nu forsvinder. Vi glæder os også over, at det med aftalen i dag er blevet indføjet som et klart mål, at flere familiesammenførte skal ud på arbejdsmarkedet,” siger han.
Det er også en del aftalen mellem regeringen og Liberal Alliance, at familiesammenførte for fremtiden skal bestå og selv betale for en danskprøve, og at en familiesammenført ægtefælle skal have været i Danmark i 5 år uden arbejdsløshedsunderstøttelse, før han eller hun kan få permanent opholdstilladelse. Grænsen er i dag 4 år.
”Liberal Alliance arbejder fortsat for vores politik om åbne grænser og lukkede kasser, så man kun kan indvandre til Danmark, hvis man kan forsørge sig selv. Det her er et lille skridt på vejen,” siger Simon Emil Ammitzbøll.
Regeringen forventer, at antallet af familiesammenføringer efter aftalen bliver ca. 3.000 om året – svarende til under en tredjedel af antallet i 2001. Aftalen er den tiende mellem Liberal Alliance og regeringen siden valget i september 2011.
For yderligere kommentarer: Kontakt Simon Emil Ammitzbøll på tlf. 61 62 57 76