Liberal Alliance aflyser konference om radikalisering

Den konference om antiradikalisering, som Dansk Folkeparti og de Konservative ville have til at handle om ytringsfrihed og have hollandske Geert Wi...

Ole Birk Olesen,

04/11/2009

Den konference om antiradikalisering, som Dansk Folkeparti og de Konservative ville have til at handle om ytringsfrihed og have hollandske Geert Wilders med til, er nu aflyst, fordi Liberal Alliance ikke længere vil have den, skriver Berlingske Tidende.

Liberal Alliances partileder, Anders Samuelsen, har sendt et brev til finansminister Claus Hjort Frederiksen og integrationsminister Birthe Rønn Hornbech, hvor han meddeler, at han ikke længere ønsker "konferencen afholdt som en del af finanslovsaftalen". Det var ellers Samuelsen selv, som forhandlede den hjem som sit partis fingeraftryk på finansloven for 2009.

"Jeg har sendt det brev, fordi jeg synes, hele sagen har udviklet sig til en farce," siger Anders Samuelsen til Berlingske Tidende.

Liberal Alliance foretrækker nu at afholde en konference, som partiet selv vil skaffe finansiering til:

"Vi vil lave en videokonference med Sydafrikas Nelson Mandela, Tjekkiets Václav Havel og Polens Lech Walesa, som har været undertrykt, fængslet og er kommet ud på den anden side som demokrater. Det skal lanceres på en konference, hvor vi vil debattere indholdet, og til sidst samler materialet i en film, som sendes ud til landets skoler," siger Anders Samuelsen og fortsætter: "Jeg skal nok finde finansieringen, og jeg vil gerne have afholdt konferencen, inden vi når frem til næste års finanslov."

Naser Khader trækker på skulderen:

"Grundlæggende synes jeg, vi skal have en konference om ytringsfrihed, og det ærgrer mig, at der er gået så meget politik i den sag. Men hvis Liberal Alliance ikke kan være med, så bliver der ingen konference," siger han til Berlingske Tidende.

Kilde: