Der er for tiden rigtig gang i den altid kværnende venstreorienterede mølle, der skal omskrive den historiske virkelighed, så sort bliver hvidt og omvendt.
Vi kender det til hudløshed fra Lenins og Stalins skueprocesser og produktionsstatistikker, over Maos kulturrevolution til professorerne Nikolai Jakobsens og Poul Villaumes fremstilling af den kolde krig.
SF´s tidligere formand, Anette Vilhelmsen, har netop nu fiksende fart i redigeringspennen, for at få SF´s rolle i regeringssammenbruddet til at se pænere ud.
I aftes så jeg "Debatten" på DR2, og her gav Mette Gjerskov den på karakteristisk vis som socialistisk sandhedsvidne, idet hun gentog den gamle skrøne om, at ”den tidligere regering kørte os ud i krisen, og nu er vi i gang med at få Danmark på sporet”.
Men det er jo en fed løgn i flere dimensioner:
For det første kom krisen ude fra og var først og fremmest initieret af Bill Clintons politik på realkreditområdet, der udstedte statsgaranti for realkreditinstitutterne Fannie Maes og Freddie Macs subprimelån. Det lagde grunden til husprisboblen og finanssammenbruddet.
Danmark havde et stigende overskud på handelsbalancen i første halvdel af 00´ erne, men regeringen insisterede på at bruge en stor del af overskuddet til at betale af på udlandsgælden (Det lykkedes at komme helt af med den!).
Husker man lige den lille historie med finansminister Thor Pedersen, der ved fremlæggelsen af finansloven for 2006, sagde, at ”snart kan vi købe hele verden”?
Nå, men det er altså en fed venstrefløjsløgn - igen igen!
Thor Pedersen sagde nemlig lige det modsatte: at skulle man tro langtidsprognoserne, så ville vi engang i fremtiden kunne købe hele verden. Men han tilføjede selvfølgelig, at man netop ikke skulle tillægge langtidsprognoserne stor værdi.
Denne historie – og den løgnagtige præsentation i pressen – er vigtig for at forstå det politiske spil.
Thor Pedersen ønskede en stram økonomisk politik, selv om perspektiverne var lyse. Men han frygtede vælgernes kortsigtethed. Venstrefløjen ønskede samlet, at pengene skulle bruges straks: flere statslige og kommunale udgifter til dækning af ”den sociale massegrav”.
Derfor kom der til arbejdsnedlæggelser og massedemonstrationer i efteråret 2006 orkestreret af Socialdemokratiet, SF og Venstresocialisterne.
Det lykkedes med nød og næppe VK regeringen at beholde regeringsmagten i 2007; men allerede i 2008 kom finanskrisen.
Selv om det tog alt for lang tid, så var det dog igen V, K, DF og R, der før valget 2011 fremlagde de mest ansvarlige økonomiske tiltag – bl.a. forkortelsen af dagpengeperioden og afskaffelsen af efterlønnen.
Imidlertid fremlagde Socialdemokratiet og SF et helt igennem uansvarligt økonomisk program, ”Fair Forandring” og ”Fair Løsning”, som de tabte valget på i 2011; men efterfølgende vandt de magten sammen med R.
Med den socialistiske paradedisciplin in mente, er det let at forstå, hvordan S og SF ikke blot kunne overtage VK-regeringens økonomiske politik; men også kassere deres egne værdipolitiske positioner, som de havde stået hårdt på i valgkampen. Det er så at sige "same procedure as every year, James!"
Jeg er enig i, at Fogh-regeringerne var for socialdemokratiske; men politik er det muliges kunst. En ”blå” regering vil hertillands altid stå over for en uansvarlig, løgnagtig og svigefuld venstreopposition – nb. Schlüter i 80´erne - det er svære odds med en stadig mere udannet (der mangler ingen d) befolkning.
