3 dommere har frikendt embedsmænd fra justitsministeriet selv om de sammen med Bødsgaard har løjet Folketing lige op i ansigtet, ja, de har endda konstrueret en løgnehistorie, som de nok var helt sikre på, aldrig ville blive opdaget.
Det blev den så alligevel på grund af en helt usædvanlig læk forårsaget af samarbejdsvanskeligheder i PET. Dommerne mener altså, at man gerne må konstruere løgnehistorier over for Folketinget. De fortolker tavshedspligten ikke som en pligt til at tie stille - hvilket ellers ville være ret oplagt - men som foreneligt med aktivt at lyve. Det svarer til at forstå en fredsaftale om foreneligt med at aktivt at føre krig.
Om dommen rent juridisk overhovedet er holdbar vil jeg ikke beskæftige mig med, men den er moralsk fuldstændig uacceptabel.
Løgnen og viljen til at konstruere løgnehistorier gør det oplagt at sige, at det sikkert også var løgn, at der var en forhøjet sikkerhedsrisiko ved at besøge Christiania. Udviser man vilje til at konstruere løgne, vil man også kunne lyve af ren bekvemmelighed. Måske var det bare besværligt med besøget på Christiania. Hvorfor skal vi tro på, at der var nogen særlig grund til at aflyse besøget? Måske tænkte PET, Bødsgaard og embedsmændene, at det da også var irriterende, at Pia Kjærsgaard ville med til Christiania. Hvad skulle hun nu det for? Det ville være så meget nemmere, hvis hun ville lade være.
At der findes en tavshedspligt giver ingen ret til at lyve. Ingen behøver konstruere løgnehistorier fordi de har tavshedspligt. Dette gælder over for folk i almindelighed og det gælder i særdeleshed om løgnehistorier over for Folketinget.
Er der forhold, man ikke kan afsløre, må man ærligt forklare, at det er sådan, det forholder sig. Hvor svært kan det være at sige, at en gruppe ikke må tage et bestemt sted hen og at den fuldstændige grund ikke kan afsløres for alle i gruppen?
At Bødsgaards moralske kompas er helt i uorden fremgik tydeligt, da han slet ikke forstod, at han havde gjort noget forkert og han gentager sin pinlige mangel på moralsk sans, når han føler sig frikendt sammen med sine embedsmænd.
Hvis man lyver og hvis man juridisk legaliserer løgnen, gør man enhver kommunikation umulig. Alt bliver løgn. Desuden modsiger man sig selv. Dommerne siger, at der findes pligter, som man skal overholde på en sådan måde at man skal bryde pligter. Hvorfor så overhovedet overholde pligter? Pligtbegrebet bliver nonsens.
At 3 dommere opfinder en tolkning af tavshedspligten som foreneligt med at konstruere løgnehistorier er ganske ubegribeligt. Tavshedspligt handler om visse forhold, som man ikke må afsløre - altså om at tie stille - ikke om løgne man af hensyn til tavshedspligten bør konstruere.
Ikke kun løgnehistorien er skandaløs. De 3 dommeres redningsforsøg er i samme kategori.
