S og SF løb fra mange løfter og overtog i stedet oppositionens økonomiske politik, hvilket de nok skal være glade for. De kunne undskylde sig med, at der ikke var flertal for deres egen såkaldte 'Fair Løsning'. Betalingsring og fædres barsel var der ganske vist flertal for, men ved nærmere eftertanke kunne ingen lide ideerne alligevel.
Før valget havde de også lovet at begrænse klassekvotienterne i folkeskolen helt ned til 24 elever og lærerne blev stillet dobbeltlærerdækning i udsigt. Disse ideer havde de stadig flertal til at gennemføre og i modsætning til betalingsring og barsel, var der ingen, der var imod.
Det var derfor et voldsomt svindelnummer, at regeringen og KL i stedet gik til angreb på lærernes arbejdstidsaftale, som skulle ødelægges så lærerne kunne presses til at undervise mere med mindre forberedelsestid. I samarbejde med KL blev lærerne udsat for en smædekampagne, der skulle udstille dem som dovne og forkælede. En udregning viste hvor lidt en lærer underviser ved at regne pedeller, rengøring og administration med og missionen lykkedes. Lærernes omdømme styrtdykkede og alle kunne huske en historie om en lærer, der vist ikke lavede noget.
Aftalen med KL var, at de skulle ødelægge arbejdstidsaftalen og regeringen skulle på sin side stille med en reform, der pålagde lærerne ekstra arbejde. KL skulle sørge for at lockout’e lærerne og undgå mæglingsforslag og regeringen skulle gribe ind og gøre KL’s forslag til lov. Det ekstra arbejde bestod i statsstyrede fritidsaktiviteter, tvungen lektiecafé, inklusion og heldagsskole. Figenbladet var, at det skulle løse problemet med 10-15%, der forlader folkeskolen uden at have lært at læse, skrive og regne.
En enkelt forkølet professor blev udnævnt til fast fortaler for reformen og han mente, at man udmærket kunne tvinge 85% som ikke havde brug for lektiecafé til at troppe op alligevel, så man bedre kunne få de 15% til at dukke op, som egentlig havde behovet.Det er ikke nogen garanti mod dumhed at være professor, hvis man er tilstrækkeligt ideologisk forudindtaget.
Erfaringer fra heldagsskoler var der ingen af. Fra Tyskland kunne man henvise til nogle stærkt indvandrerbelastede områder, hvor der var påvist en effekt, men fra et niveau som lå langt under det danske. Erfaringerne kunne altså ikke overføres til danske forhold, men vor professor var glad for ideen og mente, at en idé sagtens kan være god, selv om den ikke er afprøvet i virkeligheden.
Hvorfor mon 10-15% forlader skolen uden at kunne læse, funderede undervisningsministeren og tænkte, at de sikkert keder sig. Måske hvis de kom ud at røre sig lidt mere, ville de ikke længere kede sig, når de kom tilbage i klassen igen? Så kunne man også holde mere på dem og forhindre, at de bare gik tidligt hjem for at spille computerspil. Ganske vist ville det betyde, at ingen længere kunne gå til deres selvvalgte fritidsaktiviteter efter skolen, men når man kan tvinge 85% til en lektiecafé, de ikke har brug for, kan man vel også tvinge dem til at droppe den fritidsaktivitet, de holder af.
Undervisningsministeren har selv prøvet at løbe en tur og oplevet, hvordan man blev mere frisk i hovedet bagefter. Det må være det, der skal til for at få de sidste 10-15 procent til at lære at læse, skrive og regne, tænker hun, og hun vil jo så gerne hjælpe lærerne med at blive bedre til at motivere deres elever. Et sted i underbevidstheden rumsterer den tanke, at lærerne med deres uddannelse og pædagogiske ekspertise, kunne have langt bedre forståelse af deres egne elever og ville kunne udarbejde en målrettet indsats netop mod de svageste. Problemet er bare, at det jo i så fald ville kræve noget forberedelsestid eller dobbeltlærerdækning eller lavere klassekvotienter. Det var der vist også lidt snak om engang, men nu har vi jo fået den idé at skære i forberedelsestiden. Så er det nemmere, at få alle ud og røre sig og hvis det alligevel ikke skulle hjælpe på de 10-15%, så er ingen skade sket, da det jo er sundt at bevæge sig.
Der har i Danmark været en stærkt tradition for at udpege pædagogiske fokuspunkter og gennem forsøg skaffe viden om, hvad der virker på problemet. Helt ubegribeligt sker det ikke i spørgsmålet om, hvad der kunne hjælpe de 10-15% svageste. I stedet tromles en ideologisk dagsorden ned over lærerne, som bare får besked om at få ja-hatten på.
Topmålet af arrogance finder vi, da Thorning erklærer regeringsindgrebet, som fuldstændig følger KL's krav for "balanceret" og Margrethe Vestager følger trop ved fastslå, at regeringsindgrebet og reformen er skoleeksemplet på den tillidsreform i det offentlige, som de Radikale har talt om i årevis. Måske er Thorning og Vestager tilhænger af en nykonstruktivistisk sprogteori, der tillader dem at opfinde egne betydninger til de ord, de anvender.
Dårligere forberedelse, indskrænkning af metodefrihed og tvang i forbindelse med hvor og hvornår forberedelsen skal ske, stemple ind og stemple ud tidtagning som i en pølseproduktion fra 1800-tallet - det er forestillingen om, hvordan man skaber verdens bedste folkeskole. I stedet for reduktion af klassekvotienten fik lærerne endda oveni en stribe børn med helt særlige behov, som nu skulle inkluderes. Det mente man nok lærerne kunne håndtere med mindre forberedelse for smædekampagnen havde jo vist, at de ikke underviser ret meget.
Jeg har sjældent oplevet en så gennemført inkompetence i forståelse af, hvad der kunne gøre en folkeskole bedre. Privatskolerne i mit område melder om fuldt optaget – det må være derfor flugten fra folkeskolen ikke viser alarmerende tal endnu. Men det skal nok komme. Jeg har 3 børn i folkeskolen, hvoraf de to til næste år skifter til en privat. Den sidste har vi endnu ikke kunnet finde plads til.
