Lene Espersens lånte fjer

I et interview med Berlingske Tidende sidste sommer udtalte nuværende udenrigsminister Lene Espersen, at “danskerne” har for meget fokus på sig se...

Ole Olesen,

12/04/2010

I et interview med Berlingske Tidende sidste sommer udtalte nuværende udenrigsminister Lene Espersen, at “danskerne” har for meget fokus på sig selv og for lidt på fællesskabet.

Lene har åbenbart den offervilje, vi andre mangler. Men den er til pynt, en lånt fjer. Fokus på sig selv i forhold til fællesskabet, er jo præcis, hvad hun har demonstreret ved at tage på ferie med familien frem for at passe sit arbejde og rejse til udenrigsministermøde, hvor hun blandt mange andre fine folk kunne have mødt Hillary Clinton.

Hillary har sandsynligvis ikke savnet hende, og for os andre har det været en ren gevinst at slippe for hende i al den tid, en påskeferie varer

De eneste, som har savnet hendes tilstedeværelse ved mødet, er nok hendes pr-folk. Tænk på, hvad et billede af Hillary i lange bukser sammen med fru Espersen iført kavalergang ville have betydet for Lenes image. Sikken en fjer hun har misset.

Det dér med at låne fjer er ellers Lenes spidskompetence. Senest demonstreret på billederne fra hendes besøg i Afghanistan i slutningen af marts, hvor hun bar tørklæde til et møde med den afghanske udenrigsminister. Burkaer var åbenbart udsolgt i basaren, men gudskelov havde ambassaden fundet et yndigt tørklæde, så hun ikke stødte sin afghanske kollega.

Jo, jo og så var der det lånte tøj fra Munthe og Simonsen, som Lene tog med til taffel hos Dronningen. Det passede ikke rigtig statsministeren. ”Jeg betaler selv mit tøj,” sagde Fogh lidt spidst. Munthe og Simonsen gik i øvrigt i betalingsstandsning et par år senere, dog uden påviselig sammenhæng med, at de havde brugt Lene Espersen som mannequin.

Men nu må vi ikke glemme, at der har være en familiehistorie mere. Den dér, hvor fruen som justitsminister modtog en barnestol fra Rådet for større Færdselssikkerhed, så hendes lille Marcus kunne sidde sikkert i ministerbilen. Da barnet voksede ud af den, bad ministeren om nummeret større og fik den. To lånte fjer på bagsædet.

Og Gud ved, om ikke der er så mange, der vil kalde Naser Khader en lånt fjer, at vi også kan tælle ham med i Lenes samling? De to står indtil videre sammen i kampen mod de fem burkaer, det har været muligt at finde i Danmark. Men ingen ved, hvor længe Naser finder det opportunt at blive i Det Konservative Folkeparti, og foreløbig har ingen konservativ kreds ønsker at stille ham op til folketinget.

Én fjer kan blive til fem høns. Men hvad vil der ske med en udenrigsminister, som ikke har andre fjer i hatten, end dem hun har lånt? Kan ti procent i meningsmålingerne sat op med lånte fjer ikke lynhurtigt blive til fem procent?

Lånte fjer sidder ikke spor bedre fast end kejserens nye klæder. Og han havde endda betalt dem selv.

Kilde: