Lene Espersens afvisning af Dansk Folkepartis kritik, viser at den konservative leder i den grad har mistet både situationsfornemmelse og jordforbindelse. Helt konkret sagde hun til TV Avisen her til aften, at hun slet ikke kunne forstå kritikken af hende, da hun har et job som hun går meget op i og finder utroligt spændende! Den lader vi lige stå et øjeblik. Hun mener med andre ord, at hun passer sit job fordi hun selv synes godt om jobbet? Fint nok, men hvorfor er det lige at fru Espersen er udenrigsminister? Er det for hendes egen skyld eller for Danmarks?
Lene Espersen udtalelse svarer til, at man i en jobansøgning skriver, at man utroligt gerne vil have det pågældende job, fordi man personligt finder det spændende. Ja, undskyld mig, men hvad kan en arbejdsgiver bruge det til? Vil man som arbejdsgiver ikke hellere vide, hvad man konkret kan få ud af at ansætte den pågældende for at finde den rette?
Sådan burde det også have været i tilfældet med jobbet som udenrigsminister, men som bekendt er meget anderledes i politik. Således må det efterhånden stå klart for enhver, at Lene Espersen ved den seneste regeringsrokade, bortset fra statsministerens eget job, frit kunne vælge ministerpost fra alle hylder, og derfor valgte det hun selv syntes var mest interessant, uagtet om fruen var kvalificeret til posten eller ej. Og dermed fik vi altså en udenrigsminister som beklæder posten for sin egen skyld og ikke for Danmarks. Dette er ikke blot beskæmmende for dansk politik, men også ærgerligt for Danmark, at vi på denne meget vigtige post derved ikke har den bedst egnede til jobbet.
De indenrigspolitiske konsekvenser af en fejlplaceret konservativ leder uden situationsfornemmelse og personlig dømmekraft tegner om muligt endnu mere dystre: Fortsætter Lene E. samme stil som nu kan hun ende med at blive én af hovedårsagerne til at VKO mister sit flertal ved næste valg, og så er der sikkert mange konservative, selvom de tidligere ville have forsvoret dette, ville ønske sig tilbage til Mr. 10% Bendt Bendtsen.
Lene Espersen udtalelse svarer til, at man i en jobansøgning skriver, at man utroligt gerne vil have det pågældende job, fordi man personligt finder det spændende. Ja, undskyld mig, men hvad kan en arbejdsgiver bruge det til? Vil man som arbejdsgiver ikke hellere vide, hvad man konkret kan få ud af at ansætte den pågældende for at finde den rette?
Sådan burde det også have været i tilfældet med jobbet som udenrigsminister, men som bekendt er meget anderledes i politik. Således må det efterhånden stå klart for enhver, at Lene Espersen ved den seneste regeringsrokade, bortset fra statsministerens eget job, frit kunne vælge ministerpost fra alle hylder, og derfor valgte det hun selv syntes var mest interessant, uagtet om fruen var kvalificeret til posten eller ej. Og dermed fik vi altså en udenrigsminister som beklæder posten for sin egen skyld og ikke for Danmarks. Dette er ikke blot beskæmmende for dansk politik, men også ærgerligt for Danmark, at vi på denne meget vigtige post derved ikke har den bedst egnede til jobbet.
De indenrigspolitiske konsekvenser af en fejlplaceret konservativ leder uden situationsfornemmelse og personlig dømmekraft tegner om muligt endnu mere dystre: Fortsætter Lene E. samme stil som nu kan hun ende med at blive én af hovedårsagerne til at VKO mister sit flertal ved næste valg, og så er der sikkert mange konservative, selvom de tidligere ville have forsvoret dette, ville ønske sig tilbage til Mr. 10% Bendt Bendtsen.
