På kun få måneder har vist sig, at Bjarne Corydons "hele og dækkende løsning" hverken er hel eller dækkende, og derfor vælger regeringen nu at fortsætte sin håbløse strategi på beskæftigelsesområdet - og for den sags skyld på stort set alle andre politikområder. De nægter hårdnakket at gribe til egentlige løsninger, og lukker i stedet øjnene, mens de håber på at løsningen kommer dumpende ned som en appelsin i turbanen.
Mens de venter på appelsinen køber de sig tid ved at spænde et nyt sikkerhedsnet ud under de hårdest ramte, og som et led i denne strategi har regeringen nu sammen med DF vedtaget, at ledige, hvis dagpengeperiode udløber i første halvår af 2013, får ret til op et halvt års kontanthjælp, når dagpengene slipper op.
Det eneste krav der skal opfyldes et et formelt krav om at den ledige skal melde sig klar til et uddannelsesforløb, der kan bringe den ledige tættere på arbejdsmarkedet. Københavns Kommune har tidligere demonstreret hvordan man håndterer den slags formelle krav og de skal nok vide at gentage successen.
Alle er naturligvis klar over, at den nye ordning er et figenblad, som skal skjule regeringens manglende evne og vilje til at skabe langvarige løsninger. At der forholde sig sådan bekræftes af regeringens eget parlamentariske grundlag. Enhedslisten angriber således regeringen for at "lukke øjnene". Enhedslisten har ganske vidst deres eget visionsløse forslag til en alternativ "løsning", nemlig at vedtage en permanent forlængelse af dagpengeperioden.
Med denne sidste kraftanstrengelse kan regeringen gå på Juleferie med "god samvittighed" - og så kommer der (måske) en rigtig god løsning til næste år. Det er lige så sikkert som at Danmark får sin EU-rabat på kr. 1 mia.