Leder:Smagløs sundhedstyrelse

principielt er det forkert, at Sundhedsstyrelsen skal bruge penge på at informere danskerne om rygning er skadeligt

Slettet Bruger,

17/10/2009

principielt er det forkert, at Sundhedsstyrelsen skal bruge penge på at informere danskerne om rygning er skadeligt. Geologisk Institut bruger jo heller ikke skattekroner på at fortælle os, at jorden er rund.

Hver aften kan danskere få synet af fedt, der klemmes ud af en blodåre, klasket direkte op i fjæset, mens de indtager deres middagsmad eller aftenkaffe. Men Sundhedsstyrelsens nye tobakskampagne "Hver eneste cigaret skader dig" vækker ikke udelt begejstring i det sundhedsfaglige miljø.

Kritikken er forståelig, for hvilken ryger er mon i tvivl om det skadelige i deres last. Hvilken dansker over to år er ikke blevet informeret i hoved og ende om risikoen for blodpropper og chancer for cancer, der kommer i kølvandet på dårlig ånde og social stigmatisering, hvis man begynder på den ækle vane. En information, der vel at mærke er foretaget på mere sober og dansk vis end via den kampagne, man i øjeblikket er vidne til.

"Utiltalende hetz mod rygerne," kalder overlæge Hans Ole Hein kampagnen. Ulækker, usmagelig, udansk, uden virkning og unødig spild af skattekroner, kan man tilføje. 10 millioner kroner batter ikke just meget i det store billede, men principielt er det forkert, at Sundhedsstyrelsen skal bruge penge på at informere danskerne om rygning er skadeligt. Geologisk Institut bruger jo heller ikke skattekroner på at fortælle os, at jorden er rund.

I øjeblikket befinder vi os i råkolde oktoberdage, hvor rygere på langt de fleste værtshuse, og alle restauranter, er tvunget ud i kulden for at ryge deres cigaretter. I øjeblikket befinder vi os i en tid, hvor en borgerlig sundhedsminister kan få det til at løbe koldt ned af ryggen, når han optræder med sine udtalelser, at han vil arbejde for generelle europæiske afgiftsforhøjelser på tobaksområdet.

Måske var det på side man sendte lidt menneskelig varme i rygernes retning og gav dem fred til i det mindste at kunne dyrke deres last i eget hjem uden at omklamre dem med statsformynderisk bedrevidenhed.

Kilde: