Leder: Forbud til fremme af ansvar

Mens Jakob Axel Nielsen som lovgiver påtager sig ansvaret for børnenes drikkevaner, fortæller han forældrene, at de nu må tage ansvar - altså, neto...

Slettet Bruger,

08/10/2009

Mens Jakob Axel Nielsen som lovgiver påtager sig ansvaret for børnenes drikkevaner, fortæller han forældrene, at de nu må tage ansvar - altså, netop som han tager det fra dem.

De Konservatives forhold til begreberne ansvar, frihed og forbud har i nyere tid været fuldstændig principforladt, men alligevel når mærkelighederne nye højder, når partiets sundhedsminister, Jakob Axel Nielsen, nu foreslår forbud for at fremme forældreansvaret for børnenes drikkevaner. Vi tager den lige igen: Ministeren vil forbyde unge under 18 år at købe stærk spiritus i butikkerne, og han mener, at det er et vink med en vognstang til forældrene: "De må tage et ansvar for, at deres børn drikker sig kanonfulde," siger Jakob Axel Nielsen.

Hvaba?!?

Mens Jakob Axel Nielsen som lovgiver påtager sig ansvaret for børnenes drikkevaner, fortæller han forældrene, at de nu må tage ansvar - altså, netop som han tager det fra dem. Den er lige til Orwells "1984", den der.

For at belyse de Konservatives zigzag-kurs i forhold til sundhed og borgernes eget ansvar herfor, tager vi lige denne tur ned i den nyere partihistorie:
  • I august 2003 holdt partiet sommergruppemøde, hvor politisk ordfører Pia Christmas-Møller gik til frådende angreb på skoler med sodavandsautomater. Hvis de ikke fjernede dem frivilligt, så ville der komme et forbud, sagde hun: "Vi vil simpelthen ikke have, at det der cola og sodavand og klistrede stads helt ukontrolleret skal fyldes i ungerne fra morgen til aften ude på folkeskolerne."
  • To år senere, i august 2005, holdt de Konservative igen sommergruppemøde, og så fandt man på en helt ny kurs i forsøget på at score en overskrift eller to i aviserne. Det personlige ansvar skulle igen på dagsordenen, lød det, og Henriette Kjær, der i dag er partiets gruppeformand, sagde: "Der er det altså vigtigt at sige, at det er forældrene, der selv har et ansvar for hvor meget sodavand børnene drikker."
  • Sidste år hoppede man atter tilbage i formyndersporet, da sundhedsordfører Vivi Kier skulle kommentere en udtalelse fra fødevareminister Eva Kjer Hansen, der ikke ville bruge forbud og skatter til at få danskerne til at spise anderledes: "Vi spiser forkert, og så kan ministeren da ikke bare gøre det til et personligt ansvar," indvendte Vivi Kier.
  • Og nu kommer så Jakob Axel Nielsens originale forsøg på med forbud at fremme forældreansvaret.
Findes der virkelig ikke en person i den konservative partiledelse eller blandt ledelsens talrige rådgivere, som kan rede dette sammensurium af indbyrdes modstridende holdninger ud og dermed gøre det forståeligt for almindelige mennesker, hvad Det Konservative Folkeparti egentlig mener om ansvar, frihed og forbud?

Kilde: