Leder: DJØF-tilskud

Løntilskud er blot endnu et forslag i den lange række af forslag, hvor der ikke bliver taget højde for det som man ikke ser

Slettet Bruger,

12/10/2009

Løntilskud er blot endnu et forslag i den lange række af forslag, hvor der ikke bliver taget højde for det som man ikke ser.

9,5 pct. af de unge mellem 25 og 29 år står i dag uden et arbejde. Blandt disse findes der 764 nyudklækkede jurister og økonomer. Det vil Danmarks Jurist- og Økonomforbund naturligvis ikke finde sig i, og derfor står forbundsformand Finn Borch Andersen klar med en let løsning: Giv større tilskud til virksomheder, som ansætter unge ledige.

Ræsonnementet er, at løntilskuddet vil gøre det mere attraktivt for arbejdsgiverne at ansætte unge ledige - og så er dét problem jo løst. Desværre overser forbundsformanden en række væsentlige bivirkninger af et forøget løntilskud.

For det første findes der et betragteligt dødvægtstab. Dette tab opstår når ledige bliver ansat med løntilskud, selvom ansættelsen også ville have fundet sted uden løntilskuddet. For det andet findes der en såkaldt substitutionseffekt, som er når en virksomhed erstatter ustøttede arbejdstagere med støttede arbejdstagere. Dette skader selvsagt de ustøttede arbejdstagere. For det tredje vil der være en anseelig mulighed for, at virksomheder med støttet beskæftigelse øger produktionen, og derfor udkonkurrerer virksomheder, der ikke har støttede arbejdstagere. Man kan altså risikere, at tilskuddet direkte fortrænger beskæftigelse andre steder. For det fjerde vil selve håndteringen af et løntilskud kræve en tidskrævende og dyr bureaukratisk administration, både i den private sektor og i den offentlige sektor. Og for det femte vil selve ordningen naturligvis koste skattekroner, som jo ikke kommer fra skyerne, men fra virksomheders og borgeres lommer.

Forøget løntilskud er med andre ord blot endnu et forslag i den lange række af forslag, hvor der ikke bliver taget højde for det som man ikke ser. Det er åbenlyst for alle, at unge ledige vil få det lettere ved at skaffe sig et job, hvis de får løntilskud fra det offentlige, men det er ikke lige så åbenlyst, at stillinger og produktion går tabt, hvor pengene alternativt var blevet brugt.

Men man kan naturligvis ikke forvente, at formanden for det danske økonomforbund forstår sådan noget. For ham handler det om noget helt andet. Tænk sig hvis de unge ledige bliver nødt til at skifte til en branche, hvor deres arbejdskraft rent faktisk er efterspurgt - så risikerer DJØF jo at miste medlemmer.

Kilde: