Et samarbejde mellem tre partier bør ikke bygge på, at
det ene af de tre partier igen og igen får sine mærkesager gennemført,
mens de to andre partier aldrig kan få deres grundholdninger omsat til
lov.
180Grader har på denne plads i tide og - synes nogle! - utide skrevet, at regeringspartierne Venstre og Konservative bør finde selvsikkerheden frem i samarbejdet med Dansk Folkeparti. Et parlamentarisk samarbejde mellem tre partier bør ikke bygge på, at det ene af de tre partier igen og igen får sine mærkesager gennemført, mens de to andre partier aldrig kan få deres grundholdninger omsat til lov.
Det er på tide, at der nu endelig også er røster i de to partier, som pointerer det samme.
Men både i Venstre og Konservative taler de kritiske for døve øren over for deres partiledelser. Skønt toppen i regeringspartierne ofte hævder over for deres baglande, at dette og hint ikke kan gennemføres, fordi man jo skal kunne tælle til 90 mandater, og Dansk Folkeparti ikke vil være med, så har man nemlig kun meget sjældent forsøgt at presse på for at få Pia Kjærsgaards flok til at acceptere en borgerlig reformpolitik.
I stedet har man dyrket den analyse, at en borgerlig regering ikke kan leve et let og ubesværet liv, hvis den fører andet end socialdemokratisk politik i skatte- og fordelingspolitiske spørgsmål. Dansk Folkeparti har i den sammenhæng blot været regeringens dårlige undskyldning for ikke at gøre noget.
Dansk Folkeparti er et problem for det borgerlige Danmark, fordi partiet fremmer en ikke-borgerlig dagsorden i enhver debat om skat og fordelingspolitik. Men manglende ambitioner om at gøre en forskel er sandelig ikke et mindre problem hos Venstre og Det Konservative Folkeparti.
180Grader har på denne plads i tide og - synes nogle! - utide skrevet, at regeringspartierne Venstre og Konservative bør finde selvsikkerheden frem i samarbejdet med Dansk Folkeparti. Et parlamentarisk samarbejde mellem tre partier bør ikke bygge på, at det ene af de tre partier igen og igen får sine mærkesager gennemført, mens de to andre partier aldrig kan få deres grundholdninger omsat til lov.
Det er på tide, at der nu endelig også er røster i de to partier, som pointerer det samme.
Men både i Venstre og Konservative taler de kritiske for døve øren over for deres partiledelser. Skønt toppen i regeringspartierne ofte hævder over for deres baglande, at dette og hint ikke kan gennemføres, fordi man jo skal kunne tælle til 90 mandater, og Dansk Folkeparti ikke vil være med, så har man nemlig kun meget sjældent forsøgt at presse på for at få Pia Kjærsgaards flok til at acceptere en borgerlig reformpolitik.
I stedet har man dyrket den analyse, at en borgerlig regering ikke kan leve et let og ubesværet liv, hvis den fører andet end socialdemokratisk politik i skatte- og fordelingspolitiske spørgsmål. Dansk Folkeparti har i den sammenhæng blot været regeringens dårlige undskyldning for ikke at gøre noget.
Dansk Folkeparti er et problem for det borgerlige Danmark, fordi partiet fremmer en ikke-borgerlig dagsorden i enhver debat om skat og fordelingspolitik. Men manglende ambitioner om at gøre en forskel er sandelig ikke et mindre problem hos Venstre og Det Konservative Folkeparti.
