Lavere skat kan gøre rengøringen hvid

Historien om danskernes tilbøjelighed til at hyre sort rengøring har igen givet næring til forslaget om statslige tilskud til privat rengøring

Nadeem Farooq,

23/07/2010

Historien om danskernes tilbøjelighed til at hyre sort rengøring har igen givet næring til forslaget om statslige tilskud til privat rengøring. Og nu er røster fremme om at genindføre hjemmeserviceordningen. Hjemmeserviceordningen blev indført i 1994 efter intitiativ fra det hedengangne CD, som ville give borgere tilskud til rengøring og hushjælp. Ordningen var målrettet danskere med en fortravlet hverdag, især børnefamilier.

Ordningen er siden blevet udvandet og i dag gælder den kun ældre over 65 år og førtidspensionister. Jeg er ikke en stor tilhænger af at vi skal genindføre hjemmeserviceordningen eller udvide den til at gælde personer udover de ældre. For det første er det en dårlig idé at gøre skattesystemet mere komplekst end det er i forvejen, hvor det er umuligt for den almindelige borger og sågar garvede skattefolk at holde rede i tilskudsjunglen. Derudover er det problematisk at trække en streg i sandet i forhold til hvad der skal lægge i hushjælp. For nogle borgere er rengøringen vigtigt, for andre vil hjælpen med at få hentet børn eller få ordnet haven endnu mere presserende.

Men min vigtigste anke ligger et andet sted. Hele debatten og udfordringen for mange især børnefamilier med at klare hverdagen ligger i, at vi i Danmark har så stor en beskatning af arbejdsindkomst, at vi dermed også har en stor skattekile. Denne kile er et udtryk for forskellen på, hvad arbejdsgiveren skal betale, og så det, medarbejderen netto får i lommen. Selvom den højeste marginalskat er sænket, bevirker skattekilen, at det i manges øjne er "grænsende til dumhed" ikke at hyre sort arbejdskraft, hvad enten det er rengøringskonen eller håndværkere, borgeren er på jagt efter.

Derfor bør vi lette skatten på arbejdet, så det bliver markant billigere at indgå en hvid kontrakt. Skal vi udelukkende lette skatten for at konverte mere sort arbejde til hvidt? Næ. Men betragt det som endnu et argument for at sætte skatten ned på arbejde!

http://i.pol.dk/erhverv/article1021385.ece

af Nadeem Farooq

Kilde: