Jeg vil gerne starte med at ønske Årets Idealist tillykke. Jeg må være ærlig at sige, at når man kigger ned over kandidaterne falder de ikke alle ind i min definition af idealister. At udføre sit arbejde - uden risici, uden kontrovers, uden konsekvens - er ikke idealisme. Det er – arbejde – uanset om det er politisk, erhvervsmæssigt eller organisatorisk. Og jeg synes det gælder flere af kandidaterne på listen, at de blot udfører deres arbejde – men ingen nævnt, ingen glemt.
Jeg synes dog, at Søren Pind har gjort sig fortjent til titlen.
Han har gang på gang sagt ting, der var nødvendige at sige, men ikke var karrierefremmende. Han har formået at holde den liberale fane højt, selv om Danmarks ikke længere særligt liberale Parti, Venstre, har bevæget sig væk fra arvegodset. Jeg tror Søren og jeg har et forskelligt syn på hvad der er vejen frem for det liberale og for friheden i dansk politik.
Men efter næste folketingsvalg bliver Liberal Alliance det nye liberale parti, der ikke kan undgåes, hvis en borgerlig regering skal kunne tælles til 90 mandater. V og K vil blive tvunget til at føre en mere liberal politik. Der vil blive megen skrig og skrål fra DF, men det vil lykkes at samle en borgerlig regering omkring en mere reformvenlig kurs. Og til den tid tror jeg det vil være godt at have folk som Søren Pind i regeringen – folk, som ikke vil have noget imod at blive "tvunget" i en mere liberal retning. Så kan din idealisme endelig blive udtrykt i praktisk politik. Endnu engang tillykke med kåringen.
Idealisme handler om værdier. Om værdipolitik. I Foghs regeringstid handlede værdipolitik om at ændre en socialdemokratisk kultur, og en teknokratisk tilgang til politik.
Jeg synes ikke Foghs projekt lykkedes. Jeg synes den borgerlige regering har svigtet værdipolitikken i vid udstrækning – og det har den fordi den ikke vil vedkende sig at det central omdrejningspunkt for værdipolitik er økonomi.
Nu må vi til at føre en ny værdikamp. Og den drejer sig ikke længere blot om hvad der er moralsk rigtigt.
Han tror VK kan overbevises om en mere fornuftig linje indefra – jeg tror de skal tvinges i retning af en mere liberal linje ved at være afhængige af et egentligt liberal parti for at tælle til 90 mandater. Dansk Folkeparti har jo bevist at man kan få stor indflydelse, ved at være i netop den position igennem de sidste 10 år. Danmark har betalt prisen ved ikke at gennemføre de nødvendige reformer.Om smagsdommere, om ytringsfrihed, om alt andet end økonomi.Den enkeltes økonomi, overfor den fælles økonomi. Frihed uden økonomisk frihed er et fata morgana. Derfor var Foghs værdikamp ligegyldig og den blev tabt. Danmark er idag mere socialistisk end før 2001. Et tragisk spild af enestående muligheder.Den nye værdikamp drejer sig om økonomi, men egentligt er der ikke megen kamp, hvis vi da ikke ønsker at ødelægge landet. Der er ikke to veje at gå - for denne gang drejer det sig om Danmarks og det danske velfærdssamfunds overlevelse – om vores velstands overlevelse. Og det haster.Jeg har, tror jeg, et andet udgangspunkt end Mogens Lykketoft. Jeg tror på frihed, på individet, på at den enkelte skal mulighed for at skabe sin egen velstand, have lov til at nyde resultatet af eget arbejde, indrette sit liv som det passer ham eller hende. Og ikke bare fordi samfundet fungerer bedst på den måde, men fordi det er moralsk rigtigt. Jeg tror på at det private erhvervsliv varetager opgaver bedre end det offentlige – næsten alle opgaver, hvis det var muligt.
Jeg mener demokratiet har udviklet sig imod dets intention.
Vi nærmer os The Point of No Return – hvor flertallet stemmer sig til mindretallets penge og velstand, indtil der ikke er mere at konfiskere.
For mig er det en moralsk kamp for frihed, ikke en utilitariastisk overvejelse om dynamiske effekter, skattegrundlag etc. Men uanset om man er enig med mig eller med Lykketoft, så er der dog en ting der er klar.
JERES SYSTEM VIRKER IKKE LÆNGERE!
Jeg mener ikke samfundet har et moralsk krav på individet – det skal blot opstille rammer for sikkerhed og ejendomsret.Vi glemmer de negative rettigheder. Hvad samfundet IKKE kan gøre mod dig. Flertallet har ikke moralsk ret til at udnytte mindretallet. Millionærskat. Burkaforbud….. Min pressechef siger jeg ikke må nævne Hitler. Men han blev altså demokratisk valgt….Det virker op til et vist punkt, hvor byrderne er acceptable for mindretallet, og omkostningerne til velfærd udgør en håndterbar mængde, men ikke når det ikke længere kan finansieres.
JERES SYSTEM VIRKER IKKE LÆNGERE!
Jeres konfliktskyhed overfor arbejdsdygtige efterlønnere er umoralsk og ulogisk.
Skattetrykket kan ikke hæves mere.
Lad os se lidt på realiteterne.
Det offentlige udgifter udgør over 59% af BNP iår. Det højeste i verden.
Det danske skattetryk er det højeste iverden.
Jeres socialstat skaber flere og flere ofre og tabere.Den offentlige sektor er den største iverden, og folk er stadig mere utilfredse med den.
Der er færre danskere på det private arbejdsmarked end der er personer ansat i det offentlige eller på overførselsindkomster, pensioner etc. Med andre ord bærer enhver person i den private sektor en anden person på sine skuldre.
Den danske befolkning er den mest forgældede i verden – fordi staten konfiskerer folks penge.
Om få år vil han bære to personer på sine skuldre og det kan han ikke. Det vil han ikke.Men trods den gældsættelse, som vores økonomiske vækst bygger på, så falder væksten, for der kommer et punkt hvor større gældsættelse ikke længere fører til vækst.
Danmark er faldet fra 6. pladsen til 13. pladsen blandet verdens rigeste lande over de seneste ti år. Men det stopper ikke der. OECD forudsiger at vi får den laveste vækst i OECD området i de næste 5 år.
Og Helle og Villy’s drømme om at indføre millionærskatter og øge det offentlige forbrug endnu mere vil gøre ondt værre.
Og så er der kun gælden tilbage. Det punkt er vi nået til i det danske samfund. De to ting kombineret gør statsministerens "plan" om at blive blandt de 10 rigeste lande i verden i 2020 til en ren absurditet. Desværre.Vi står overfor en kæmpekrise i det danske samfund. Og den slags kriser har det med at accellere. Manden, der skal bære først to, og så tre, og så fire mennesker på sine skuldre, blot fordi politikerne ikke har modet til at gennemføre de nødvendige reformer – han siger stop eller han knækker under vægten. Og så slutter festen. Hvordan det nøjagtigt kommer til at spille sig ud, kan jeg ikke sige.
Eller måske gør vi det rigtige, mens tid er. For det er jo ikke særligt svært at rette op på.
Men det bliver ikke sjovt. Og det kommer til at blive enden på velfærdssamfundet som vi kender det. Måske udvikler flertallets magt sig til en totalitær stat. Måske bliver vi bare langt fattigere end vi kan drømme om idag. Det kræver blot mod og en tilbagevenden til sund fornuft. Til hvad et reelt demokratisk samfund var tiltænkt at være. De bredeste skuldre skal bære de tungeste byrder, men ikke så de segner. De reelt svage skal hjælpes, men middelklassen skal ikke dirigere penge rundt imellem hinaden med kæmpe spild undervejs. Vi skal tilbage til respekt for individet. Til at belønne virkekraft og ansvarlighed. Til at standse omklamringen af danskerne. Til at skabe vindere istedet for tabere.Måske var det ikke helt rigtigt, da jeg startede med at sige, at Lykketoft og jeg kommer fra helt forskellige sider i denne debat. Faktisk stod Mogens Lykketoft engang for i hvert fald nogle af de ting, vi idag har brug for.
Lykketoft var vel egentlig arvtager til folkene omkring Jens Otto Krag, der drømte om den store, stærke og styrende stat, og derfor var det vist også hans egen vision indtil han kom i regering. Men det mærkelige er, at det var Mogens Lykketoft, og ikke Claus Hjort eller Anders Fogh, der gennemførte væsentlige og positive reformer som afskaffelsen af formueskatten, halvering af arveafgiften, forkortelse af dagpengeperioden, sænkning af topskatten og store privatiseringer. Mens Thor Pedersen, Løkke og Hjort formåede at skrue væsentligt højere op for væksten i det offentlige forbrug end Nyrup havde planlagt.
Lykketofts tilgang var noget andet end den kamikaze politik Socialdemokraterne står for idag, må man sige. Jeg håber min med-debattør kan få banket lidt fornuft ind knolden på sine partikammerater ved lejlighed, og gerne i regeringen, også.
Selvfølgelig kan vi løse Danmarks problemer. Det er ikke engang særligt svært.
Vi skal sænke indkomstskatterne øjeblikkeligt til max 40% og halvere selskabsskatten. Til gengæld skal sort arbejde forfølges hårdere og erhvervstøtte ordninger skal fjernes
Vi skal afbureaukratisere og simplificere det at drive erhvervsvirksomhed eller at være iværksætter i danmark, og gøre alt vi kan for at tiltrække udenlandske investeringer og virksomheder.
Vi skal fjerne efterlønnen, halvere dagpengeperioden, og holde nulvækst i den offentlige sektor, indtil den offentlige del af økonomien er faldet til under 40%. Vi skal sørge for at aktivere folk på offentlig forsørgelse og løbende genteste om de kvalificerer sig til deres permanente ydelser, med henblik på at fjerne offermentaliteten og skabe et bedre liv for landets svage, men ikke ubrugelige mennesker.
Vi skal frigøre de offentligt ansatte, så de kan passe deres arbejde selvstændigt, i stedet for at udfylde skemaer.
Vi skal forbedre effektiviteten i den offentlige sektor med 10% - i en erhvervsvirksomhed ville det være en nem opgave, der er ingen grund til at det skulle være sværere i det offentlige, snarere tværtimod.
Vi skal gøre det nemmere for kvalificeret og bidrage udlændinge at komme til Danmark.
Disse tiltag vil give de offentlige finanser et betydeligt overskud, der skal investeres i uddannelse, forskning og yderligere skattelettelser, så den gode cirkel kan fortsætte.
Befolkningen virker i stigende grad klar til disse tiltag. Men Christiansborg er det ikke.
Kære gæster, jeg ved ikke hvordan vi får politikerne til at tage deres opgave alvorligt. Men tiden løber ud, efter min mening. Og prisen bliver meget, meget høj, hvis ikke vi snart reagerer.
JERES SYSTEM VIRKER IKKE LÆNGERE!
.
Jeg synes dog, at Søren Pind har gjort sig fortjent til titlen.
Han har gang på gang sagt ting, der var nødvendige at sige, men ikke var karrierefremmende. Han har formået at holde den liberale fane højt, selv om Danmarks ikke længere særligt liberale Parti, Venstre, har bevæget sig væk fra arvegodset. Jeg tror Søren og jeg har et forskelligt syn på hvad der er vejen frem for det liberale og for friheden i dansk politik.
Men efter næste folketingsvalg bliver Liberal Alliance det nye liberale parti, der ikke kan undgåes, hvis en borgerlig regering skal kunne tælles til 90 mandater. V og K vil blive tvunget til at føre en mere liberal politik. Der vil blive megen skrig og skrål fra DF, men det vil lykkes at samle en borgerlig regering omkring en mere reformvenlig kurs. Og til den tid tror jeg det vil være godt at have folk som Søren Pind i regeringen – folk, som ikke vil have noget imod at blive "tvunget" i en mere liberal retning. Så kan din idealisme endelig blive udtrykt i praktisk politik. Endnu engang tillykke med kåringen.
Idealisme handler om værdier. Om værdipolitik. I Foghs regeringstid handlede værdipolitik om at ændre en socialdemokratisk kultur, og en teknokratisk tilgang til politik.
Jeg synes ikke Foghs projekt lykkedes. Jeg synes den borgerlige regering har svigtet værdipolitikken i vid udstrækning – og det har den fordi den ikke vil vedkende sig at det central omdrejningspunkt for værdipolitik er økonomi.
Nu må vi til at føre en ny værdikamp. Og den drejer sig ikke længere blot om hvad der er moralsk rigtigt.
Han tror VK kan overbevises om en mere fornuftig linje indefra – jeg tror de skal tvinges i retning af en mere liberal linje ved at være afhængige af et egentligt liberal parti for at tælle til 90 mandater. Dansk Folkeparti har jo bevist at man kan få stor indflydelse, ved at være i netop den position igennem de sidste 10 år. Danmark har betalt prisen ved ikke at gennemføre de nødvendige reformer.Om smagsdommere, om ytringsfrihed, om alt andet end økonomi.Den enkeltes økonomi, overfor den fælles økonomi. Frihed uden økonomisk frihed er et fata morgana. Derfor var Foghs værdikamp ligegyldig og den blev tabt. Danmark er idag mere socialistisk end før 2001. Et tragisk spild af enestående muligheder.Den nye værdikamp drejer sig om økonomi, men egentligt er der ikke megen kamp, hvis vi da ikke ønsker at ødelægge landet. Der er ikke to veje at gå - for denne gang drejer det sig om Danmarks og det danske velfærdssamfunds overlevelse – om vores velstands overlevelse. Og det haster.Jeg har, tror jeg, et andet udgangspunkt end Mogens Lykketoft. Jeg tror på frihed, på individet, på at den enkelte skal mulighed for at skabe sin egen velstand, have lov til at nyde resultatet af eget arbejde, indrette sit liv som det passer ham eller hende. Og ikke bare fordi samfundet fungerer bedst på den måde, men fordi det er moralsk rigtigt. Jeg tror på at det private erhvervsliv varetager opgaver bedre end det offentlige – næsten alle opgaver, hvis det var muligt.
Jeg mener demokratiet har udviklet sig imod dets intention.
Vi nærmer os The Point of No Return – hvor flertallet stemmer sig til mindretallets penge og velstand, indtil der ikke er mere at konfiskere.
For mig er det en moralsk kamp for frihed, ikke en utilitariastisk overvejelse om dynamiske effekter, skattegrundlag etc. Men uanset om man er enig med mig eller med Lykketoft, så er der dog en ting der er klar.
JERES SYSTEM VIRKER IKKE LÆNGERE!
Jeg mener ikke samfundet har et moralsk krav på individet – det skal blot opstille rammer for sikkerhed og ejendomsret.Vi glemmer de negative rettigheder. Hvad samfundet IKKE kan gøre mod dig. Flertallet har ikke moralsk ret til at udnytte mindretallet. Millionærskat. Burkaforbud….. Min pressechef siger jeg ikke må nævne Hitler. Men han blev altså demokratisk valgt….Det virker op til et vist punkt, hvor byrderne er acceptable for mindretallet, og omkostningerne til velfærd udgør en håndterbar mængde, men ikke når det ikke længere kan finansieres.
JERES SYSTEM VIRKER IKKE LÆNGERE!
Jeres konfliktskyhed overfor arbejdsdygtige efterlønnere er umoralsk og ulogisk.
Skattetrykket kan ikke hæves mere.
Lad os se lidt på realiteterne.
Det offentlige udgifter udgør over 59% af BNP iår. Det højeste i verden.
Det danske skattetryk er det højeste iverden.
Jeres socialstat skaber flere og flere ofre og tabere.Den offentlige sektor er den største iverden, og folk er stadig mere utilfredse med den.
Der er færre danskere på det private arbejdsmarked end der er personer ansat i det offentlige eller på overførselsindkomster, pensioner etc. Med andre ord bærer enhver person i den private sektor en anden person på sine skuldre.
Den danske befolkning er den mest forgældede i verden – fordi staten konfiskerer folks penge.
Om få år vil han bære to personer på sine skuldre og det kan han ikke. Det vil han ikke.Men trods den gældsættelse, som vores økonomiske vækst bygger på, så falder væksten, for der kommer et punkt hvor større gældsættelse ikke længere fører til vækst.
Danmark er faldet fra 6. pladsen til 13. pladsen blandet verdens rigeste lande over de seneste ti år. Men det stopper ikke der. OECD forudsiger at vi får den laveste vækst i OECD området i de næste 5 år.
Og Helle og Villy’s drømme om at indføre millionærskatter og øge det offentlige forbrug endnu mere vil gøre ondt værre.
Og så er der kun gælden tilbage. Det punkt er vi nået til i det danske samfund. De to ting kombineret gør statsministerens "plan" om at blive blandt de 10 rigeste lande i verden i 2020 til en ren absurditet. Desværre.Vi står overfor en kæmpekrise i det danske samfund. Og den slags kriser har det med at accellere. Manden, der skal bære først to, og så tre, og så fire mennesker på sine skuldre, blot fordi politikerne ikke har modet til at gennemføre de nødvendige reformer – han siger stop eller han knækker under vægten. Og så slutter festen. Hvordan det nøjagtigt kommer til at spille sig ud, kan jeg ikke sige.
Eller måske gør vi det rigtige, mens tid er. For det er jo ikke særligt svært at rette op på.
Men det bliver ikke sjovt. Og det kommer til at blive enden på velfærdssamfundet som vi kender det. Måske udvikler flertallets magt sig til en totalitær stat. Måske bliver vi bare langt fattigere end vi kan drømme om idag. Det kræver blot mod og en tilbagevenden til sund fornuft. Til hvad et reelt demokratisk samfund var tiltænkt at være. De bredeste skuldre skal bære de tungeste byrder, men ikke så de segner. De reelt svage skal hjælpes, men middelklassen skal ikke dirigere penge rundt imellem hinaden med kæmpe spild undervejs. Vi skal tilbage til respekt for individet. Til at belønne virkekraft og ansvarlighed. Til at standse omklamringen af danskerne. Til at skabe vindere istedet for tabere.Måske var det ikke helt rigtigt, da jeg startede med at sige, at Lykketoft og jeg kommer fra helt forskellige sider i denne debat. Faktisk stod Mogens Lykketoft engang for i hvert fald nogle af de ting, vi idag har brug for.
Lykketoft var vel egentlig arvtager til folkene omkring Jens Otto Krag, der drømte om den store, stærke og styrende stat, og derfor var det vist også hans egen vision indtil han kom i regering. Men det mærkelige er, at det var Mogens Lykketoft, og ikke Claus Hjort eller Anders Fogh, der gennemførte væsentlige og positive reformer som afskaffelsen af formueskatten, halvering af arveafgiften, forkortelse af dagpengeperioden, sænkning af topskatten og store privatiseringer. Mens Thor Pedersen, Løkke og Hjort formåede at skrue væsentligt højere op for væksten i det offentlige forbrug end Nyrup havde planlagt.
Lykketofts tilgang var noget andet end den kamikaze politik Socialdemokraterne står for idag, må man sige. Jeg håber min med-debattør kan få banket lidt fornuft ind knolden på sine partikammerater ved lejlighed, og gerne i regeringen, også.
Selvfølgelig kan vi løse Danmarks problemer. Det er ikke engang særligt svært.
Vi skal sænke indkomstskatterne øjeblikkeligt til max 40% og halvere selskabsskatten. Til gengæld skal sort arbejde forfølges hårdere og erhvervstøtte ordninger skal fjernes
Vi skal afbureaukratisere og simplificere det at drive erhvervsvirksomhed eller at være iværksætter i danmark, og gøre alt vi kan for at tiltrække udenlandske investeringer og virksomheder.
Vi skal fjerne efterlønnen, halvere dagpengeperioden, og holde nulvækst i den offentlige sektor, indtil den offentlige del af økonomien er faldet til under 40%. Vi skal sørge for at aktivere folk på offentlig forsørgelse og løbende genteste om de kvalificerer sig til deres permanente ydelser, med henblik på at fjerne offermentaliteten og skabe et bedre liv for landets svage, men ikke ubrugelige mennesker.
Vi skal frigøre de offentligt ansatte, så de kan passe deres arbejde selvstændigt, i stedet for at udfylde skemaer.
Vi skal forbedre effektiviteten i den offentlige sektor med 10% - i en erhvervsvirksomhed ville det være en nem opgave, der er ingen grund til at det skulle være sværere i det offentlige, snarere tværtimod.
Vi skal gøre det nemmere for kvalificeret og bidrage udlændinge at komme til Danmark.
Disse tiltag vil give de offentlige finanser et betydeligt overskud, der skal investeres i uddannelse, forskning og yderligere skattelettelser, så den gode cirkel kan fortsætte.
Befolkningen virker i stigende grad klar til disse tiltag. Men Christiansborg er det ikke.
Kære gæster, jeg ved ikke hvordan vi får politikerne til at tage deres opgave alvorligt. Men tiden løber ud, efter min mening. Og prisen bliver meget, meget høj, hvis ikke vi snart reagerer.
JERES SYSTEM VIRKER IKKE LÆNGERE!
.
