Lars Seier's nytårsvris på EkstraBladets bagside 1. Januar 2010 - "Ansvarlighedens Årti"

(

Lars Seier Christensen,

01/01/2010

(....jeg kunne ikke finde et direkte link til EB, så teksten tilføjes direkte)

Ansvarlighedens Årti

I dag er den første dag ikke blot i nyt år, men i et nyt årti.

Det er ikke svært eller vemodigt at sige farvel til det forgangne årti. Uansvarlighedens årti.

De sidste ti år har desværre – trods alle muligheder for det modsatte – trukket Danmark i den forkerte retning. Aldrig har der været større rigdom i vort land end i de sidste ti år, men vi har misbrugt den på det skammeligste. I stedet for at skabe et langsigtet bæredygtigt samfund ved at bruge rigdommen til at gennemføre de nødvendige reformer, så har vi blindt hævet det offentlige forbrug uden at hæve kvaliteten.

Politikerne har kastet skattekronerne i grams for at få flere stemmer. Der er intet gjort for at imødekomme den fremtidige mangel på arbejdskraft eller vort lands lave produktivitet og faldende konkurrencedygtighed. Værdiskred og bandekrige gør vore gader utrygge, men istedet bruger vi tiden på tåbelige forbud, der blot generer lovlydige og anstændige borgere.

Uansvarligheden i den offentlige økonomi har nu spredt sig til den private sektor. Virksomhederne flokkes om staten for at få tilskud i stedet for at køre deres forretninger ordentligt. Og politikerne hjælper gladelig til, for når de først har gjort svage virksomheder afhængige af statstilskud, kan de begynde at blande sig i deres forhold. Og bagefter udstrække magtfuldkommenheden til også de virksomheder, der har klaret sig uden staten – for de må jo ikke stå stærkere end de statskontrollerede firmaer. Det er en farlig glidebane, og begyndelsen til enden for vort velfærdssamfund, hvis politikerne også fjerner ansvarligheden fra erhvervslivet – det sted, hvor Danmarks velstand skal skabes på langt sigt.

Jeg håber derfor at 2010 bliver startskuddet til et ansvarligt årti. Vi har brug for det.

Først og fremmest har vi brug for et årti, hvor politikerne holder op med at bedrage befolkningen og i stedet åbent forklarer de problemstillinger vi står overfor. Før det sker, kan vi ikke møde udfordringerne på en rationel måde.

Vi har brug for et årti, hvor vi genskaber Danmarks konkurrenceevne gennem et fald i skatte- og omkostningsniveauet, så danske varer fortsat kan sælges i udlandet.

Et årti, hvor vi tager hårdt og konsekvent fat på de rigtige kriminelle, men fjerner tåbelige forbud og restriktioner fra ansvarlige danskeres hverdag.

Et årti, hvor vi fjerner manglen på arbejdskraft ved at afskaffe efterlønnen for sunde og raske mennesker, og gennem at tiltrække veluddannede og integrerbare tilflyttere, der bidrager økonomisk til vort samfund og accepterer demokrati og danske værdier.

Et årti, hvor vi lader offentlige ydelser produceres af private virksomheder i langt højere grad, så vi både skaber bedre velfærd, lavere priser og mere vækst i den private sektor.

Men Du, kære læser, har også en stor del af ansvaret. Støt kun politikere, der tør gøre det nødvendige for at sikre Danmarks fremtid. Og det haster - 2010 er ikke et sekund for tidligt at starte.

Ansvarlighedens årti starter med dig selv. Godt Nytår!






Kilde: