Der er flere forskellige opfattelser af,om og hvordan mennesker påvirkes af at slå andre mennesker ihjel.Spørgsmålet om,hvorvidt mennesket blot er et rovdyr med dræberinstinkter
eller om den vold,der har præget menneskets udvikling siden skabelsen,ikke instinktivt
ligger i menneskets natur,har op igennem tiden været genstand for en undertiden voldsom
diskussion.Denne debat har også fundet vej til den moderne psykologi,men formålet med bogen("VI SLÅR IHJEL,og lever med det") er ikke at komme med et endeligt svar på dette spørgsmål.
Jeg vil blot forholde mig til,at mennesket op igennem tiden har slået sine artsfæller ihjel,uanset
om det skyldes EN GENETISK INDKODNING eller andre årsager.Jeg har valgt at tage udgangs-
punkt i nogle af de eksisterende psykologiske teorier ,fordi disse giver et godt udgangspunkt
for at beskrive nogle af de involverede mekanismer.
Hermed mener jeg,at man må vurdere det at slå ihjel i forhold til gældende normer og den histo-
riske samtid,vi lever i.Havde vi levet i en anden tid,eksempelvis i Vikingetiden,er der efter min
mening ingen tvivl om,at de gamle vikinger ville have betragtet mine betragtninger som sort tale
uden bund i virkeligheden,og jeg ville formentlig være blevet ofret til Odin hurtigere,end jeg havde
kunnet stave til Ib.Det er derfor vigtigt,at vi er klar over udgangspunktet,og idag kan man gene-
relt opdele de gældende psykologiske opfattelser i to hovedkategorier,hvoraf den ene går på,
at mennesket dræber andre artsfæller uden større konsekvenser for drabsmanden,såfremt de
"rigtige betingelser" for drabet er til stede.Den anden går på,at mennesket er genetisk kodet
på en sådan måde,at der for de flestes vedkommende findes en indbygget modstand mod at
slå artsfæller ihjel,og for at handlingen kan finde sted,skal denne modstand overvindes.
Holder vi fast i en af teorierne findes der, under forudsætning af ,at vi er normale mennesker
et eller andet sted i vores mellemhjerne,som er sæde for følelserne,indbygget en kraftig mod-
stand at slå vores egen art ihjel, og hvis det er sandt,hvorfor har vi så været så gode til det op
gennem tiden.
Mennesket er ret enestående til at overvinde allehånde virkninger.Vi kan fra naturens side ikke flyve,men alligevel har vi opfundet maskiner,der har sat os i stand til at flyve.Man kan
ud fra denne vinkel opfatte krigshistorien som en løbende udvikling af taktiske og mekaniske
systemer,som har sat soldater i stand til at overkomme denne indbyggede modstand mod at
slå ihjel.
Læs videre i."VI SLÅR IHJEL,og lever med det."
eller om den vold,der har præget menneskets udvikling siden skabelsen,ikke instinktivt
ligger i menneskets natur,har op igennem tiden været genstand for en undertiden voldsom
diskussion.Denne debat har også fundet vej til den moderne psykologi,men formålet med bogen("VI SLÅR IHJEL,og lever med det") er ikke at komme med et endeligt svar på dette spørgsmål.
Jeg vil blot forholde mig til,at mennesket op igennem tiden har slået sine artsfæller ihjel,uanset
om det skyldes EN GENETISK INDKODNING eller andre årsager.Jeg har valgt at tage udgangs-
punkt i nogle af de eksisterende psykologiske teorier ,fordi disse giver et godt udgangspunkt
for at beskrive nogle af de involverede mekanismer.
Hermed mener jeg,at man må vurdere det at slå ihjel i forhold til gældende normer og den histo-
riske samtid,vi lever i.Havde vi levet i en anden tid,eksempelvis i Vikingetiden,er der efter min
mening ingen tvivl om,at de gamle vikinger ville have betragtet mine betragtninger som sort tale
uden bund i virkeligheden,og jeg ville formentlig være blevet ofret til Odin hurtigere,end jeg havde
kunnet stave til Ib.Det er derfor vigtigt,at vi er klar over udgangspunktet,og idag kan man gene-
relt opdele de gældende psykologiske opfattelser i to hovedkategorier,hvoraf den ene går på,
at mennesket dræber andre artsfæller uden større konsekvenser for drabsmanden,såfremt de
"rigtige betingelser" for drabet er til stede.Den anden går på,at mennesket er genetisk kodet
på en sådan måde,at der for de flestes vedkommende findes en indbygget modstand mod at
slå artsfæller ihjel,og for at handlingen kan finde sted,skal denne modstand overvindes.
Holder vi fast i en af teorierne findes der, under forudsætning af ,at vi er normale mennesker
et eller andet sted i vores mellemhjerne,som er sæde for følelserne,indbygget en kraftig mod-
stand at slå vores egen art ihjel, og hvis det er sandt,hvorfor har vi så været så gode til det op
gennem tiden.
Mennesket er ret enestående til at overvinde allehånde virkninger.Vi kan fra naturens side ikke flyve,men alligevel har vi opfundet maskiner,der har sat os i stand til at flyve.Man kan
ud fra denne vinkel opfatte krigshistorien som en løbende udvikling af taktiske og mekaniske
systemer,som har sat soldater i stand til at overkomme denne indbyggede modstand mod at
slå ihjel.
Læs videre i."VI SLÅR IHJEL,og lever med det."
