Lars Løkke slog Bjarne Corydon klart i duel på DR1 torsdag aften

Alle hader Løkke

Jan Christensen,

10/04/2015

Alle hader Løkke. Det gælder i særdeleshed Poul Madsen og Ekstra Bladet, men også stort set alle andre medier. De behandler og omtaler ham generelt utrolig nedladende. For nylig sagde f.ek.s. David Trads af alle, en passant, på TV2 News: Løkke er en skidt karakter. Ingen af de andre studiegæster, deriblandt hans egen tidligere rådgiver, Søs Marie Serup, forsvarede ham med så meget som et eneste ord. Det mest bemærkelsesværdige for mig er imidlertid BT's behandling af ham. Avisen går benhårdt efter Løkke og minder efterhånden mest af alt om en underafdeling af Socialdemokraternes pressetjeneste, der konstant henviser til bløde damebladsinterview med statsministeren, eller viser billedserier med hende. Er jeg ikke for hård ved BT? Måske lidt, men ikke ret meget, og det betyder selvsagt noget for vælgernes opfattelse af Løkke, at de to store tabloidaviser begge er på nakken af ham.

Under alle omstændigheder slår Løkke så godt som hver eneste gang statsministeren på politisk substans under Tirsdagsspørgetimerne i Folketingssalen, og torsdag aften måtte også den ellers utrolig selvsikre/selvfede finansminister, Bjarne Corydon, erkende, at han ikke kunne hamle op med en knivskarp Løkke.

Jeg havde selv hellere set en anden borgerlig statsministerkandidat end Løkke, men spørgsmålet er bare: hvem? Kristian Jensen? Nej, og så er der jo ikke andre muligheder. Derfor: Bak nu Løkke op frem til valget. Hvad enten man kan lide det, eller ej, er det ham, vi skal sætte vores lid til, og under alle omstændigheder foretrækker jeg ham tusind gange frem for den nuværende statsminister, der i en meningsmåling offentliggjort i morgen i Børsen vurderes som værende troværdig af tre gange (!) så mange respondenter som Løkke. Jeg begynder efterhånden virkelig at sætte spørgsmålstegn ved demokratiet... Inden vi får noget bedre i stedet, kan man passende se Løkke sætte Corydon til vægs.