Lars inviterer til demonstration imod medielicens

Lars Kragh Andersen er træt af licensen

Martin Rytter,

18. februar 2010

Lars Kragh Andersen er træt af licensen. Derfor har han inviteret sine Facebook-støtter og andre interesserede til demonstration lørdag den 6. marts klokken 12:00. Af invitationen fremgår demonstrationens mål og metode:
God fredelig demonstration imod DR-skat på det moderne informationssamfund.

Demoen starter foran DR-byen på Amager og derfra går vi i god ro og orden imod landets parlament på Christiansborg. En tur på under 3 km.

Vi mødes på den sydlige side af bygningen (den side der vender væk mod centrum). Metrostationen DR-byen ligger få hundrede meter derfra.

Demonstrationen bliver afholdt på ordentlig vis. Det vil sige at den bliver anmeldt til politiet, hvis anvisninger vi vil følge til punkt og prikke. Der vil være demonstrationsledere, som står i telefonisk kontakt med politiet.

Endeligt ønsker vi at efterlade København i pæn og ordentlig tilstand efter demoen, hvorfor der vil blive arrangeret indsamling af brugte bannere, skilte mv. fra dem, som måtte ønske at skaffe sig af med disse.

Vi afslutter med noget flydende hygge på et af Københavns mange gode værtshuse :-)

Demonstrationen er 100% tværpolitisk, og alle er meget velkomne!