Det har været så som så med viljen til at værne ytringsfriheden efter atttentatet på ham, skriver Lars Hedegaard fra sit skjulested.
Jeg har de seneste dage været genstand for en del presseomtale, og det er måske på sin plads, at jeg selv fortæller, hvordan jeg har oplevet reaktionerne på mordforsøget uden for min bopæl på Frederiksberg den 5. februar.
Især fordi jeg gerne vil foregribe mytedannelser.
Først og fremmest den myte, at jeg efter skudepisoden skulle være blevet ombølget af mediernes og politikernes udelte sympati, og at alle nu samles i et stålfast forsvar for ytringsfriheden.
Altså noget i retning af det opråb, man dagen efter kunne læse i en redaktionel kommentar i Politiken.
Det jeg havde været ude for, skrev chefredaktør Bo Lidegaard, ”kalder på hele samfundets øjeblikkelige, ubetingede og automatiske solidaritet”.
...
Det spørgsmål, der imidlertid specielt interesserer mig, er hvad politikerne agter at gøre for forsvare ytringsfriheden, for den forsvares i hvert ikke ved festtaler.
Så vidt jeg kan se, er der kun to partier, der har udtrykt vilje til at bakke bragesnakken op med konkrete handlinger, nemlig Dansk Folkeparti og Liberal Alliance.
De andre skal ikke have noget klinket. De vil ikke være med til at afskaffe straffelovens to skandaløse krænkelsesparagraffer, 140 og 266b.
...
PET’s chef har netop meddelt, at politiet er ude af stand til at beskytte alle, der skal slås ihjel, fordi de har sagt bøh til profeten.
Hvad vil politikerne gøre ved det?
Det er deres ansvar. Gennem 30 år har de – stadig med undtagelse af Dansk Folkeparti – påtvunget den danske befolkning en masseindvandring af integrationsresistente, som aldrig ville have fået adgang, hvis befolkningen havde fået lov at stemme om det.
Det er de samme politikere, der ikke selv bor i muslimsk-beherskede områder, hvor dansk lov ikke længere kan håndhæves.
De samme politikere, der sender deres egne børn i privatskoler, så de kan undgå at få deres skolegang spoleret af analfabetiske indvandrerdrenge.
Jeg kunne tilgive politikerne, hvis de for længst havde indrømmet, at masseindvandringen er forløbet helt anderledes, end de havde forestillet sig, og at vi derfor må sige stop og tage integrationsskeen i den anden hånd.
Men selv om de har haft årtier til at læse deres lektier, fortsætter de folkeudskiftningspolitikken med uformindsket styrke.
Jeg har opgivet at forstå, hvorfor de gør det. Jeg må indskrænke mig til at konstatere, at det gør de altså.
Der er ligeglade med Danmarks og det danske folks fremtid.
Og de er ligeglade med den ytringsfrihed, som de nu atter bedyrer er grundlaget for alt godt.
Ellers ville de gøre noget.
