"Drabelige kampe om absolut kønsenshed optager vore dages feminister – udbredelsen af sharia-love for muslimske medsøstre lader dem kolde.
I en tid, hvor danske kvindesagsforkæmpere mest synes beskæftiget med at overdænge hinanden med ukvemsord – bitterfisser, speltmødre, karrierehekse, gammelfeminister o.lign. – kan der måske her på kvindernes internationale kampdag være grund til at minde om, at der rundt om i verden er kvinder, der har alvorligere sager at slås med end mandefri hoteletager, kvoter i bestyrelser og tvangsopløsning af firmaer, der ikke har mindst 40 pct. kvinder i bestyrelsen.
Man kunne tilmed sige, at også mænd ville have godt af at blive gjort opmærksom på de forhold, som millioner af kvinder bliver budt.
I vores umiddelbare nærhed lever kvinder, hvis hovedbekymring ikke er at få en bestyrelsesplads i et stort firma eller få staten til at beordre deres mænd på tvungen barsel, men som dagligt må frygte for deres liv, hvis de ikke i ét og alt retter sig efter krav fra deres mandlige ejere.
Deres historier kommer af og til frem i pressen, men synes ikke at gøre det store indtryk på dagens kvindekæmpere.
Deres skæbner bliver ofte placeret i et raritetskabinet over eksotisk kultur, der ikke vedkommer moderne vestlige kvinder – og som mænd i hvert fald skal blande sig uden om, med mindre de vil udsætte sig for at blive kaldt fremmedhadere og racister.
Lad os alligevel referere en bemærkelsesværdig artikel, der har stået i det seneste nummer af det engelske tidsskrift Standpoint.
Den handler om de vilkår, som tusinder af muslimske kvinder i Vesten må underkaste sig – og om selvudråbte kvindesagsforkæmperes uvilje mod at betragte muslimske kvinder som deres medsøstre."
