"Det er en almen erfaring, at hvis der ikke er konkurrence, så går det ud over forbrugeren. Hvis der kun er én butik i en by, så vil priserne være højere, end hvis der åbnede en ny butik rundt om hjørnet. Og sjovt nok har man også fået mere internet og telefoni for færre penge, efter at flere operatører er kommet til.
Nu er det ikke altid, der går ud over forbrugerens pengepung. Det kan også gå ud over forbrugeren i form af dårligere service eller et mindre udvalg. Virksomheder konkurrerer på meget andet end prisen.
Selvfølgelig vil der altid være dem, som vil forsøge at sælge et dårligt produkt eller som prøver at slippe af sted med at tage overpriser. Men hvad er den bedste beskyttelse for forbrugeren? Lovgivning og statsligt tilsyn med priserne? Næppe. Den sikre løsning er øget konkurrence og flere forretninger at vælge imellem.
Noget tilsvarende gælder også offentlige serviceydelser, som f.eks. på skolefronten.
Det kan lyde meget besnærende at samle byens småskoler ét sted og nyde nogle stordriftsfordele, og ved første øjekast lyder det rimeligt nok, at skolerne skal drives ensartet for at sikre samme ydelser til borgerne.
Men der er to problemer her. For det første har forskellige mennesker forskellige behov. Man efterspørger ikke de samme varer hos slagteren og i supermarkedet, hvorfor skulle man så efterspørge de samme "varer" hos byens skole?
Selvfølgelig skal skolegangen skabe visse resultater, f.eks. lære børn at læse, skrive og regne. Ligesom børn ikke kan bestemme, om de skal have kartofler eller is til aftensmad, så må der tages visse beslutninger på deres vegne, også hvis de har forældre, som af uvisse grunde måtte være imod skolegang. For man kan ikke klare sig, hvis man ikke har visse grundlæggende færdigheder, og dem er man nødt til at lære, før det er for sent. Og hvis situationen var den, at privatskoler generelt set producerede analfabeter, mens de offentlige skolers elever var helt fremme i feltet, så ville der være grund til bekymring, men det er snarere det modsatte, som er tilfældet. Hvorfor? Fordi forældre i de allerfleste tilfælde faktisk tænker på deres børns behov og vælger en skole, der kan opfylde dem.
Der er imidlertid mange andre områder, hvor der er forskellige behov. Nogle børn har måske et udpræget talent indenfor sport og ville have gavn af en skole, der satsede mere på dette end de to ugentlige idrætstimer. Andre børn har en IQ væsentligt over normalen og vil have fordel af en skole, som kan udfordre dem, i stedet for en skole, som er nødt til at tage hensyn til mindste fællesnævner, eller i det mindste lægge sig på klassens gennemsnit. Andre børn er "gøre-børn" og har måske behov for en pædagogisk tilgang, der bedre passer til dem. Andre børn kommer fra et hjem, hvor religiøse værdier spiller en stor rolle, mens andre forældre igen ønsker et miljø med en politisk betoning. Listen er i princippet endeløs.
Det er utopisk, at en tilfældig skole kan møde alle sådanne behov. Det er ikke engang sikkert, at en privatskole kan, men chancen for, at det sker, er væsentligt større, hvis der er alternativer; forskellige skoler med forskellige lærere, måske også med forskellige fag, forskellige pædagogiske principper eller med forskellige faciliteter til rådighed.
Det andet problem er, at stordriftsfordelene mange gange bliver spist af offentligt bureaukrati i form af et større behov for central planlægning og dertil hørende nye (og dyrere) jobs indenfor skoleforvaltningen. Selvom problemet er se-kundært i forhold til den enkeltes valgfrihed, indebærer det reelt, at valget ikke står mellem øget valgfrihed og bedre res-sourceforvaltning, men mellem ressourcespild og valgfrihed.
Den største hindring for de fleste forældres frie skolevalg er typisk økonomien. I et land med et af verdens højeste skattetryk er der ikke mange penge til overs, hvis man derudover skal betale sine børns skolegang selv. Pt. dækker staten et betydeligt tilskud til privatskolers drift, men forældre, som i forvejen betaler skat for at finansiere andre børns skolegang på de offentlige skoler, skal stadig finde de ekstra penge, som staten ikke dækker. Det er ikke rimeligt.
Den liberale løsning er populært sagt at "lade pengene følge børnene", eller med et finere ord at indføre såkaldte voucher ordninger. Princippet er følgende: Hvis staten har besluttet, at der fra samfundets side skal bruges et givet beløb på børns skolegang, så bør de penge, der på den måde er øremærket til dette, kunne disponeres over af forældrene. De kan ikke hæve pengene og bruge dem til helt andre formål, men de kan vælge den skole, deres børn skal gå på, og derefter vil staten udbetale det øremærkede tilskud til den pågældende skole. Hvis de senere skifter skole, så følger pengene med barnet til den nye skole.
Både de offentlige og de private skoler er nødt til at holde budget med pengene og drive skolen indenfor de økonomiske rammer, som antallet af børn giver dem. Hvis der er for få børn, så må skolen om nødvendigt lukkes eller slås sammen med en anden skole. Hvis der er mange børn, kan skolen udvide og tilbyde endnu bedre forhold til børnene.
Nogle skoler vil lukke, fordi de ligger i udkantsområder, men sådan er det jo allerede. Hvis det ønskes politisk, så kan man give flere penge til børn i udkantsområder, på bestemte alderstrin eller med bestemte behov.[1] Så længe pengene følger børnene til deres selvvalgte skole, er det intet problem.
En sådan metode er først og fremmest fair, fordi det giver den enkelte lidt mere råderet over de penge, man har betalt i skat, og dette kan lade sig gøre på områder, der ikke er fælles, men alene angår den enkelte. For det andet sætter den markedsmekanismerne i gang på det konkrete område. Der vil være udbud og efterspørgsel efter forskellige skoler og disses forskellige tilbud, og derfor på sigt en større tilpasning til de reelle behov.
Der er dog ingen grund til at nøjes med skolerne, selvom disse er et oplagt første eksempel. Princippet bør gøres gældende overfor alle de serviceydelser, som man her og nu tilbyder fra offentlig side, og som man fra politisk hold har besluttet at tilbyde.[2]
Den ældre, som har ret til en plejehjemsplads, bør kunne vælge mellem plejehjem, og det øremærkede beløb bør så gå til det valgte plejehjem på samme måde. Der bør både være offentlige og private plejehjem, men de bør alle drives indenfor de budgetter, som følger af antallet af beboere.
I nogle tilfælde vil plejehjem kunne tilbyde naturskønne omgivelser, og dette vil blive efterspurgt af nogle beboere. I andre tilfælde vil tilstedeværelse af uddannede sygeplejere være afgørende. I andre tilfælde pladsen til den enkelte eller de tilbud, som beboerne i øvrigt får. I nogle tilfælde vil nærheden til by og offentlig transport være vigtig. I andre tilfælde vil muligheden for at holde kæledyr måske afgøre valget. Hvorfor kan man ikke lade den borger, der har ret til en given ydelse, vælge det sted og den løsning, som vedkommende er glad for? Hvorfor skal alle plejehjem være ens, så længe de opfylder de elementære krav til ophold og pleje?
Hospitalsbehandling bør følge samme principper. Hvis man har ret til en given behandling, bør man også have ret til at vælge, hvor den skal finde sted og under hvilke forhold. Den takst, der nu engang afregnes med internt for en given behandling i den offentlige budgetlægning, må i stedet øremærkes til den konkrete behandling og følge med patienten til et hospital efter eget valg. Også her kan valget skyldes et utal af faktorer, såsom ekspertviden, behandlingstid, omgivelser mv. Og også her gælder, at ikke alle har samme præferencer, men at konkurrence er til gavn for udbuddet og til gavn for forbrugeren.
En udvidet voucher ordning handler således ikke om at "lade pengene følge børnene", men om at "lade pengene følge skatteborgeren", uanset om dette i det enkelte tilfælde modtager dem som uddannelsessøgende, eller som behandlings- eller plejekrævende."
Se mere på www.fritforlag.dk
[1] Sådanne behov kunne være, hvis barnet havde behov for specialundervisning eller særlige hjælpemidler som handicappet.
[2] Man kan måske diskutere, om alle de serviceydelser, som tilbydes, nu også bør tilbydes, men under alle omstændigheder bør det være sådan, at hvis det sker, skal de tilbydes på sådanne vilkår.
