Lad falde hvad ikke kan stå

Mange har kritiseret flytningen af specialeoperationer for at skulle udvande der offentlige sygehusvæsen

Villy O. Christensen,

13/07/2010

Mange har kritiseret flytningen af specialeoperationer for at skulle udvande der offentlige sygehusvæsen. Jes Søgaard, direktør for Dansk Institut for Sundhedsvæsen, forstår kritikken, men understreger samtidig: "at den bedste mand i klassen må vinde".

"Tiden er ikke længere moden til, at det offentlige bliver favoriseret, bare fordi det er offentligt".

"Lad falde hvad ikke kan stå", siger Jes Søgaard d. 26. februar til DR og indrømmer: "Det er kynisk, men det er konsekvenserne, hvis det viser sig, at det private er kvalitetsmæssigt bedre end det offentlige".

Kritikere - herunder overlæger og opposition - anklager Sundhedsstyrelsen for ikke at leve op til målet om at samle specialerne på færre steder af hensyn til kvaliteten, men det afviser sundhedsøkonom fra Syddansk Universitet, Kjeld Møller Petersen:

"Hvis Sundhedsstyrelsen kan dokumentere, at det er bedre at have specialer samlet på 25 hospitaler end på 15, så kan jeg ikke se problemet. Alt andet er det godt at have det spredt, hvis det viser sig, at kvaliteten er den samme for patienten, for så er nærheden større", poienterer Kjeld Møller Petersen overfor DR.

Det er bemærkelsesværdigt, at to af landets førende eksperter i sundhedsøkonomi, som ikke altid er enige om, hvad der tjener samfundet bedst, på dette område er fuldstændig på linje i deres udtalelser.

Danske Regioners formand, Bent Hansen (S), som i øvrigt hverken er økonom eller professor, er ikke uventet lodret uenig. Til Ritzau udtale han efter offentliggørelsen af specialeplanen:

"Det er dybt betænkeligt. Der ligger et politisk pres på Sundhedsstyrelsen for ikke kun at tage faglige hensyn, men også at flytte opgaver fra det offentlige til det private".

På trods af forsikringer fra daværende direktør i Sundhedsstyrelsen, Jepser Fisker, om, at privathospitaler underlægges samme krav til kvalitet og godkendelse som offentlige sygehuse, er Bent Hansen også her uenig:

"Det er dybt forkasteligt at stille forskellige kvalitetskrav alt efter, om der er tale om et offentligt eller et privat sygehus", siger han.

Bent Hansen er tilsyneladende klogere end eksperter og professorer. Mon det har noget at gøre med, at han har set skriften på væggen og erkender, det er ved at være slut med regionerne?

Regionerne er dumpet på rekordtid og har slået bunden ud af økonomien på sygehusene. En forsker konkluderer i Ugebrevet Mandag Morgen d. 17. august 2009, at: "regionerne stort set kun består af. administratorer, og embedsmænd der har sat sig på magten".

Også landets statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V), har bidraget til Bent Hansens bekymring for den økonomisk attraktive taburet, han så ihærdigt klæber sig til:

"Vi har nogle regioner, hvis rammer vokser år for år. Hvis man ikke dér vil tage ansvaret for økonomien, er vi nogle andre, der bliver nødt til at gøre det", sagde statsministeren fra Folketingets talerstol d. 20. januar i år.

Villy Søvndal (SF) spurgte ved den lejlighed statsministeren om regeringen løber fra ansvaret i sygehusenes dårlige økonomi, hvortil svaret lød:

"Jeg fraskriver mig ikke noget ansvar. Men jeg vil gerne spørge Villy Søvndal, om han synes, jeg skal tage ansvaret? Foreslår SF, at vi skal lave et statslig forankret sundhedsvæsen? Det er en spændende tanke, og jeg vil gå ind i den med åbne øjne".

Kilder tæt på regeringen har oplyst, at hvis der atter bliver et borgerligt flertal efter et folketingsvalg, skal regionerne ikke vide sig sikre på fortsat eksistens. Det er vel derfor egentlig forståeligt, at Bent Hansen på den baggrund reagerer på blinkende advarselslamper med sædvanlig slidt retorik og politisk ideologi.

Det gavner dog desværre ikke patienterne, der fastholdes i et system, hvor politik og penge tæller højest - altså langt fra regeringens ambition om at vi i Danmark skal have verdens bedste sundhedsvæsen.

Det er med sygehuse og sundhedsvæsenet som med virksomheder, foreninger og andre, der ikke er i udvikling - de er reelt set under afvikling.


Kilde: