Lad de uvillige kvinder regere!

LEDER: Professor i sociologi og ekspert på kvinder i politik ved Aalborg Universitet Ann-Dorte Christensen foreslår nu, at hver anden plads på part...

Ole Birk Olesen,

15/11/2009

LEDER: Professor i sociologi og ekspert på kvinder i politik ved Aalborg Universitet Ann-Dorte Christensen foreslår nu, at hver anden plads på partiernes opstillingslister ved kommunalvalgene skal være besat af kvinder: "Partierne skal gøre det mere attraktivt for kvinder at gå ind i politik," siger hun.

Måske er ideen slet ikke så dårlig. Det, der jo kendetegner de mænd, som i dag står på opstillingslisterne, er jo, at de faktisk gerne vil være politikere. Hvis de bliver erstattet af kvinder, som i hvert fald hidtil ikke har vist nogen lyst til at blive opstillet, men som fremover ikke desto mindre skal kvoteres til det alligevel, så vil fremtidens politikere måske bruge mindre tid på deres politiske hverv, end nutidens politikere gør.

Man kan forudse, at det vil give os mindre emsige politikere, som ikke hele tiden leder efter undskyldninger for at føre politik for ethvert samfundsanliggende, men som tværtimod irriteres, når dagsordenen for næste byrådsmøde kommer ind af brevsmækken. "Åh nej, ikke nu igen," vil de tænke og straks påbegynde jagten på en undskyldning for ikke at dukke op. Resultatet kunne såmænd tænkes at blive en glædelig nedgang i den politiske aktivisme!

Herfra foreslår vi gerne tanken ført ud i sin yderste ekstrem: Hvert fjerde år trækkes der simpelthen lod blandt kommunens borgere om, hvem der skal sidde i byrådet for en valgperiode. På den måde sikres det, at alle har en fuldstændig ligelig chance for at blive valgt til deres byråd på tværs af køn, alder, hudfarve, seksuel orientering samt - ikke mindst! - engagement i lokalpolitik. Princippet bag det nye valgsystem er dette: Den bedst egnede til at regere, er den, som slet ikke ønsker at regere.

Kilde: