Liberal Alliance stemmer nej til indgrebet i lockouten, medmindre regeringen dropper den tvungne heldagsskole. Det siger Anders Samuelsen, partileder i Liberal Alliance, efter at regeringen i dag har besluttet at stoppe lockouten med et indgreb.
"Vi er principielt imod et indgreb. Hvis vi skal lægge stemmer til, forlanger vi, at regeringen dropper deres tåbelige idé om tvungen heldagsskole. Vi vil under ingen omstændigheder være med til at finde de penge, som regeringen vil ødelægge folkeskolen med. Derfor stemmer vi nej til regeringens indgreb i folkeskolekonflikten, medmindre regeringen kommer på bedre tanker og dropper den tvungne heldagsskole," siger Anders Samuelsen.
Han peger på, at der ikke er fagligt belæg for at indføre en heldagsskole, og opfordrer derfor regeringen til at tage sin folkeskolereform op til revision.
"Den tvungne heldagsskole er udelukkende et ideologisk projekt, som ikke øger fagligheden. Eleverne skal ikke have mere af det samme - de skal have timer på et højere fagligt niveau. Det kræver mere frihed til skolelederne, mindre bureaukrati og papirarbejde, så lærerne kan bruge en større del af deres arbejdstid på at undervise, samt en universitetsbaseret læreruddannelse," siger Anders Samuelsen.